Manglen på medaljer til det danske landshold i kvindehåndbold får nu konsekvenser. Onsdag står det klart, at Dansk Håndbold Forbund har sagt stop for samarbejdet med landstræner Klavs Bruun Jørgensen, og derfor skal der nu findes en ny træner, der kan stå i spidsen for de danske håndboldkvinder.
To missede OL og en langt fra prangende niende plads ved VM i Japan gjorde det endelige udslag. Det fortæller sportchefen hos DHF i en pressemeddelelse, som forbundet har sendt ud onsdag.
”Det har langt fra været en analyse, hvor resultatet trækker i én retning. Der kan helt klart tales for og imod at fortsætte med Klavs ved roret. Men efter at have været hele vejen rundt er vi i fællesskab blevet enige om, at tiden er til at gå hver til sit i den forhåbning, at en udskiftning på trænerposten kan medvirke til at finde de sidste procent, der skal til for at opnå de eftertragtede medaljer,” siger sportschefen og fortsætter: ”Vi har rigtigt meget at takke Klavs Bruun Jørgensen for, både når det handler om holdets fysiske og mentale udvikling og for hans store engagement og dedikationen til kvindehåndbolden. Personligt vil jeg også gerne takke for et rigtigt godt samarbejde, som, jeg er ked af, skal slutte nu.”
Svær beslutning at træffe
Også Klavs Bruun Jørgensen er ked af, at samarbejdet stopper nu, men han mener, det er det rigtige for dansk kvindehåndbold:
”Når de sportslige resultater ikke er der, er der grænser for, hvor langt man kan trække den. Men det er da ingen hemmelighed, at det har været en svær beslutning, vi har måttet træffe,” siger Klavs Bruun Jørgensen og fortsætter:”Jeg er særligt ked af at stoppe det gode samarbejde med pigerne, der har udviklet sig helt utroligt meget de sidste år. Jeg håber, de fortsætter ad den vej, de er trådt ind på med at tage mere ansvar for deres egen udvikling og blive ved med at forvente mere af deres omgivelser, som også forventer meget af dem,” siger Klavs Bruun Jørgensen i pressemeddelelsen.