Esbjerg bliver vært for Final4 i håndbold

Sporten
Final4 for damer spilles i år i Esbjerg.
Santander Final4 skal for første gang til Esbjerg og Blue Water Dokken. Traditionen tro afvikles finalestævnet mellem jul og nytår (d. 29. og 30. december), og vinderen skal findes mellem Odense HC, Nykøbing Falster Håndbold, Randers HK eller de forsvarende pokalmestre fra Team Esbjerg.

Lige nu læser andre også

I forbindelse med offentliggørelse af værtsby blev der også trukket lod til de to semifinaler.

Semifinale 1: Randers HK – Nykøbing Falster Håndbold

Semifinale 2: Team Esbjerg – Odense HC

Om valget af Esbjerg som værtsby siger direktør i Divisionsforeningen Håndbold, Thomas Christensen: "Efter flere gode år med Santander Final4 i Jysk Arena i Silkeborg, har vi i år valgt at placere finalestævnet hos en af de fire deltagerklubber. Der var to kandidater i spil i Randers og Esbjerg, og begge leverede gode og meget gennemarbejdede bud. Denne gang faldt valget så på Esbjerg, og vi ser enormt meget frem til at skabe en håndboldfest i byen mellem jul og nytår. En vigtig aktør er naturligvis Team Esbjerg, som værtsklub, men også kommunen, de øvrige tre deltagerklubber samt naturligvis vores hovedsponsor Santander Consumer Bank spiller en kæmpe rolle i at stable et fantastisk Final4 på benene."  

Bo Jakobsen, administrerende direktør i Santander Consumer Bank, ser ligeledes frem til den tredje udgave af Santander Final4 for damerne. "Det bliver fantastisk at få Santander Final4 til Esbjerg, der er en stor håndbold-by med masser af opbakning fra lokalmiljøet. Vi er stolt sponsor af pokalturneringen, og håndbold er i det hele taget et perfekt match med den måde, vi selv driver forretning på. Det ubetingede teamwork samt den store glæde, begejstring og entusiasme er parametre, vi selv arbejder ud fra. Vi glæder os meget til årets Santander Final4, hvor vi vil bygge på i forhold til de seneste par år, til gavn for de mange publikummer og Tv-seere"

Glæde hos Team Esbjerg over værts-rollen

Team Esbjergs direktør, Hans Christian Warrer, har arbejdet intenst på projektet, siden klubben 20. september sikrede sig adgang til Final4 med en sejr over Viborg HK i kvartfinalen. Otte dage senere skulle et bud på finalestævnet ligge hos Divisionsforeningen Håndbold.

"Dette er stort for klubben, for holdet og for hele byen, men det er ikke en opgave, Team Esbjerg kan løfte alene. Vi holdt derfor hurtigt et møde med Sport & Event Park Esbjerg (SEPE) og Esbjerg Kommune, og jeg spurgte de frivillige, om de var med på ideen. Hos alle parter er jeg blevet mødt med den holdning, at det ville være fedt at få Final4 til Esbjerg. Nu er vi bare glade og stolte over, at det er lykkedes, og vi vil sætte alle kræfter ind på at skabe en håndboldfest i Esbjerg," siger Hans Christian Warrer.

 Santander Final4 spilles den 29. og 30. december 2018 i Blue Water Dokken i Esbjerg.

Lørdag d. 29. december, semifinale 1 kl. 13.30: Randers HK – Nykøbing Falster Håndbold

Lørdag d. 29. december, semifinale 2 kl. 16.00: Team Esbjerg – Odense HC

Søndag d. 30. december, bronzekamp samt finale.

Anbefalet til dig