Holger Rune-titel ved French Open: Så meget vinder danskerne

Af: Thea Andersen

|

07/06/2023

Sporten
Foto: Filippo Monteforte/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Filippo Monteforte/AFP/Ritzau Scanpix
Danskerne vinder over en million kroner, hvis Holger Rune når helt til tops i Frankrig.

Lige nu læser andre også

Holger Rune har kæmpet sig videre på gruset i Paris, og er nu i kvartfinalen mod sin nemesis, norske Casper Ruud. For et år siden slog nordmanden Rune ud af French Open, hvorimod danskeren trak sig sejrrigt ud af opgøret, sidste gang de to mødtes.

Ruud havde dog en relativt nem kamp forleden, hvorimod Rune måtte slide i næsten fire timer for at komme til kvartfinalen.

Holger Rune er af den grund blevet mindre favorit til at vinde turneringen, og hans odds som vinder af turneringen er faldet fra 7,00 til 9,00. I kampen mod Ruud er Rune således heller ikke favorit.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

”Vi har, for første gang i turneringen, Holger Rune som underdog i kampen, men vi glæder os, for opgøret har alle ingredienserne til at blive en episk kamp,” siger Peter Emmike Rasmussen, som er oddssætter hos Danske Spil, og fortsætter:

”Begge spillere besidder et imponerende arsenal af slag, en stærk konkurrenceånd og en vilje til at kæmpe til det sidste. Vi forventer en tæt og spændende dyst, hvor begge spillere vil gøre alt for efter kampen at have håneretten – forhåbentlig bliver det Holger.”

Det er ikke kun Holger Rune, der kan strække armene over hovedet i jubel, hvis han vinder sin første grand slam på søndag – Danske Spils kunder står til at få udbetalt i alt 1,25 mio., kr., hvis den danske verdensstjerne når helt til tops i Frankrig.

”Der er rigtig mange, der allerede i god tid inden turneringen har troet på, at Holger ville gå hele vejen og vinde turneringen, og skulle det ske, er der altså udbetaling ved kasse 1 her hos os,” siger Peter Emmike Rasmussen.

Kampen mellem Holger Rune og Kasper Ruud forventes at blive spillet onsdag aften, og kan følges på danskespil.dk eller i Danske Spil appen. Det kræver et indestående eller et nyligt placeret væddemål at se med.

Anbefalet til dig