Der var nok ikke mange, som på forhånd levnede FC København de store chancer for at gå videre fra en Champions League-gruppe med Bayern München, Manchester United og Galatasaray – men de danske mestre står nu med ganske fine muligheder før den afgørende kamp. Det har fået tiltroen til de danske mestre til at blomstre.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
”Hvis vi kigger isoleret set på kampen tirsdag aften, så tror 45 procent af vores kunder på dansk sejr. 22 procent tror på uafgjort, hvilket jo også kan være nok til at sikre en dansk billet til 1/8-finalen. Set med de rødhvide briller er det et langt mere optimistisk billede end før den modsatte kamp i Tyrkiet. Dengang var det kun hver femte, der troede på dansk sejr,” fortæller oddssætter Mathias Reimer Larsen.
Normalt med opbakning til udeholdet
At det før kampen i Parken er cirka hver tredje, der tror mest på udesejr til Galatasaray i Parken, er helt normalt, understreger han.
”Dels har FC København været inde i lidt af et formdyk på det seneste, hvor det er blevet til nederlag i både Superligaen og Oddset Pokalen, og dels er der en del af vores kunder, som har en svaghed for de traditionelle, tyrkiske storhold. Der er slet intet usædvanligt i, at det ikke kun er i forhold til FC København, at mange af vores kunder tipper ’med hjertet’,” siger han.
Skulle det københavnske mandskab i øvrigt gå videre fra gruppen og derefter overraske alt og alle og vinde Champions League, står Danske Spil til at udbetale omkring 3 millioner kroner til kunderne – et tal, der kun vil stige, jo længere FC København kommer i turneringen.