Lørdagens nyhed kom som et chok for cykelfans verden over: Den danske cykelstjerne Mads Pedersen måtte trække sig fra årets Tour de France efter et voldsomt styrt på 5. etape.
Selvom han gennemførte både 6. og 7. etape, blev det lørdag morgen altså meldt ud, at han ikke ville stille til start på 8. Etape.
Det skriver Ekstra Bladet.
Mads Pedersen, der cykler for Lidl-Trek-holdet, var tydeligt skuffet over sin ufrivillige exit.
"I går var ikke noget smukt syn på enkeltstartscyklen, og det gjort ondt. Det gjorde virkelig ondt, så på et tidspunkt bliver vi nødt til at trække en streg i sandet og se på, hvad der giver mening i forhold til, om jeg bare skulle kæmpe mig igennem etaperne - især i forhold til OL," fortæller han.
Mads Pedersen forklarer videre:
"95 procent af beslutningen er blevet taget, fordi jeg kommer for at vinde OL, og jeg kan også forberede på andre måder end bare at gennemføre etaper i Touren. Det er en beslutning, der er blevet taget af hele performancegruppen på holdet, selvom det ikke var med min gode vilje."
Det er tydelig, at beslutningen er en bitter pille at sluge for Mads Pedersen.
"Det er aldrig sjovt at forlade en Grand Tour. Nu er det den første Tour jeg skal forlade, og det er ikke særlig fedt. Det gør mere ondt end I tror, fordi vi arbejder fandme meget for det her, og nu er det bare væk på fem dage," siger Mads Pedersen, der lige skulle bruge en halv time for sig selv for at acceptere beslutningen.
I stedet for at cykle videre i årets Tour de France vender Mads Pedersen i stedet hjem for at få taget nye røntgenbilleder af sit måske brækkede skulderblad. Cykelrytteren retter nu blikket frem, da han gør det klart, at han går efter en sejr til OL.