Det er lidt af et paradoks med Holger Rune, som i dag spiller med i ATP-turneringen i Basel i Schweiz.
Danskeren har kun vundet en enkelt ud af sine seneste 11 kampe – men alligevel tror danskerne på, at han vinder sin næste kamp.
Sådan lyder det hos Danske Spil, der bruger kundernes indskud som et barometer på folkestemningen. Og den er stadig i plus, trods de seneste måneders sportslige nedtur for stjernen.
”Vores kunder er loyale over for Holger Rune. De tog ham i høj grad til sig sidste år, da han bragede igennem og vandt den ene kamp efter den anden, og selv om det har haltet for Holger på det seneste, så har vores kunder bestemt ikke forladt danskerens side,” fortæller oddssætter hos Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen.
Det har selvfølgelig betydet en hel del for kundernes tennis-gevinster på det seneste.
”Vores kunder vandt på kampene under Holgers optur, men man må også sige, at de fulgte trop, da han begyndte at tabe. Sidste år på denne tid var Holger Rune BRAND-varm. Turneringen i Basel var den tredje i rækken af fire turneringer på stribe, hvor han nåede hele vejen til finalen – og han vandt endda de to af dem, og vores kunder vandt med ham. Nu er det hele så bare vendt på hovedet,” siger Peter Emmike Rasmussen.
Billedet er vendt
I foråret, da Holger Rune vandt langt flere kampe end han tabte, skete det i hver eneste turnering, at der var kampe, hvor Danske Spils kunder hævede gevinster, der markant overgik deres indskud.
Siden Wimbledon er billedet et helt andet.
”Holger Rune har spillet otte kampe siden Wimbledon og tabt de syv: Den eneste kamp, hvor Danske Spils kunder har vundet mere, end de satsede, var kampen mod Felix Auger-Aliassime, hvor vi måtte udbetale 14 kroner for hver 10’er, vi fik ind: Og det er så også den eneste af de otte kampe, som Holger Rune vandt,” siger Peter Emmike Rasmussen.
Nu går det løs igen i Basel. Og igen tror kunderne på Holger Rune:
”Ja, syv ud af 10 af spillene på Holgers første kamp mod Miomir Kecmanović er sat på en sejr til danskeren – selv om Holger Runes allerseneste kamp endte med et nederlag til den selvsamme serber. Om ikke andet må man sige, at danskerne er loyale over for Holger,” siger Peter Emmike Rasmussen.
Holger Runes kamp i dag spilles tidligst kl. 18, og kan følges blandt andet på TV2 Play og i Danske Spils Oddset app.