Det er en stor drøm, der går i opfyldelse. En drøm af den slags, der betyder, at sommerferien er aflyst og erstattet med benhård træning.
Mille Fabricius er nemlig en del af landsholdet i kata, der er på programmet til verdensmesterskabet i karate. Kata er serier af øvelser mod fiktiv modstander, som er meget udbredt inden for forskellige kampsports-traditioner.
Det seneste år har Mille Fabricius høstet medaljer for landsholdet både i udlandet og i Danmark. Hun har benhårdt satset på at nå til tops. Det har givet resultat med mange medaljer i egen klasse, men også flere medaljer i seniorklassen. Kronen på værket er udtagelsen til VM, som Mille ser utrolig meget frem til. Det fortæller hun i en pressemeddelelse.
Skolen skal også passes
I august vender Mille Fabricius tilbage til studierne på IBC i Kolding, mens karatetræningen bliver passet sideløbende. Selvom programmet er tæt pakket, så finder hun også tid til at træne nye håbefulde talenter i Asia Sport Center, på holdet for øvede børn, hvor Mille underviser sammen med den nykårede Danmarksmester i masterklassen for kata: Mariana Cartuliares.