Coronasituationen har gjort mange ting vanskelige.
For sportsbegivenheder har det i mange tilfælde betydet, at der enten har været få eller slet ingen tilskuere til stede på lægterne.
Det har også været tilfældet for de danske håndboldherrer, der lige nu er til EM-slutrunden i Ungarn. Mange kampe i den seneste tid har været uden fans på sidelinjen.
Den danske stjerne Mathias Gidsel, der blev udtaget til landsholdet i efteråret 2020, har på kort tid både formået at vinde VM-guld og OL-sølv, men det er først nu, at hans familie er med fysisk i hallen.
Det skriver B.T.
“Det er første gang, de nogensinde er kommet med til en slutrunde med mig som senior. De har altid rejst hele verden rundt for at se mig. Det har da også været lidt specielt at have dem på sidelinjen hele sidste år hjemmefra, uden de rigtig har kunnet følge med. Det betyder selvfølgelig meget for mig, de er her nu. Det er godt nok på afstand, men så kan jeg da vinke og juble lidt op til dem,” lyder det fra Mathias Gidsel.
Tester negativ
På grund af risikoen for coronasmitte er det altså stadigvæk med afstand til familie og kæreste, når Mathias Gidsel skal hilse og vinke.
Slutrunden har været præget af mange smittetilfælde hos de forskellige nationer. Danmark er indtil videre sluppet let.
Målmanden Jannick Green testede positiv efter ankomsten til Ungarn, men er siden kommet ud af isolation.
Danmark og Frankrig spillede finale i herrernes olympiske håndboldturnering ved det seneste OL. Her ses Danmarks Mathias Gidsel i kamp med Frankrigs Nikola Karabatic. I aften mødes de på banen igen. Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix.
Fredag var det fløjspilleren Hans Lindberg, der fik et positiv testsvar, og i weekenden afleverede herrelandsholdets SoMe-manager et positivt testsvar.
Den seneste opdatering fra DHF onsdag lyder, at alle spillere og ledere - bortset fra de to nuværende tilfælde - tester negativ.
Håndboldherrerne møder i aften Frankrig med kampstart kl. 20.30. Danmark er sikker på en plads i EM-semifinalen uanset kampens resultat.
Dog har kampens resultat en betydning for, hvilken modstander der venter i semifinalen.
Får danskerne som minimum uafgjort med fra aftenens opgør, vil Danmark blive nummer et i mellemrunden. Det vil betyde, at Danmark møder Sverige i semifinalen. Taber Danmark, bliver det et opgør mellem Danmark og Spanien.