Sandra Toft kåret til verdens bedste målvogter

21/01/2020

Christian Granhøj Skouboe

Ikke mange håndbolde ender i målet, når Sandra Toft vogter det. Foto: Shutterstock
Den danske landsholdsmålvogter Sandra Toft stod en fænomenal VM-slutrunde i december og har i det hele taget haft en fremragende sæson på klub- og landshold. Det bliver hun nu belønnet for med titlen som World Female Goalkeeper 2019.

Mest læste i dag

Brest Bretagne og Danmarks målvogter Sandra Toft er blevet kåret til verdens bedste målvogter 2019 i håndboldmediet Handball Planets årlige kåring. Vinderen bliver valgt af en jury bestående af 12 håndboldjournalister fra hele verden samt en enkelt jurystemme fra fansene, der havde mulighed for at stemme på deres favorit blandt fire nominerede målvogtere. Det oplyser Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse. 

Hele 18.548 fans deltog i afstemningen, og 43 % af dem valgte Sandra Toft. Målvogteren selv er meget beæret over, at så mange fans har stemt på hende, samtidig med at eksperterne også pegede hendes vej:

”Det har været et vildt år med DM-titlen i Esbjerg og klubskifte til Frankrig med topkamp og Champions League. VM var selvfølgelig en kæmpe skuffelse, men jeg er beæret over at slutte året af med kåringen som World Female Goalkeeper 2019. Det betyder meget, at det både er eksperter og fans, der har peget på mig. Så tusind tak til alle der har stemt,” siger Sandra Toft.

Arkivfoto. Sandra Toft har grund til at fejre oven på den nye hæderspris. Foto: Shutterstock

På trods af den resultatmæssige skuffelse ved VM stod Sandra Toft uimodståeligt i størstedelen af kampene og endte med en samlet redningsprocent på 39 % efter 90 redninger på 229 skud. Under slutrunden præsterede hun også uvirkelige 9 redninger på 26 straffekast, og dermed pillede hun mere end hver tredje afslutning fra straffekastlinjen. Det var noget der også gav genlyd i det danske ekspertkorps, hvor blandt andet BT’s håndboldkommentator Søren Paaske under slutrunden skrev:

”Man begynder at mangle ord. Sandra Toft har gang i en af de allerbedste præstationer, vi nogensinde har set fra en keeper på kvindelandsholdet under en slutrunde,” mens rettighedshaverne fra TV 2’s ekspert Bent Nyegaard blandt andet skrev:

”Det er meget sjældent, at vi finder en målmand, der kan blive ved med at stå på et så højt niveau.”

Sådan fordelte stemmerne sig blandt de fire nominerede:

Sandra Toft (DEN): 15

Tess Wester (NED): 7

Amandine Leynaud (FRA): 4

Anna Sedoykina (RUS): 1

Anbefalet til dig