Tre unge mænd fra Aalborg Universitet arbejder på en idé, der kan redde liv og hjælpe tusindvis af danskere.
De har nemlig udviklet et AI-baseret program, der kan analysere stemmer og potentielt afsløre KOL på et tidligt stadie – længe før symptomerne bliver så alvorlige, at det er for sent at handle. Det fortæller TV 2 Nord.
Cuno Sankey-Olsen, Tobias Oliver Eberhard og Rasmus Hvass Olesen står bag projektet, som er en del af deres speciale på datalogi-studiet. Ifølge Cuno Sankey-Olsen opstod idéen, fordi de blev ramt af, hvor stigmatiseret KOL er: "Vi har kunne se, at det har været meget stigmatiseret omkring KOL. Mange tror, det er selvforskyldt, fordi de fleste, der får KOL, ryger."
Projektet er stadig i testfasen, men de første resultater lover godt. De tre har indsamlet stemmeprøver fra 48 personer med KOL og 48 uden, hvor testpersonerne blandt andet læser en kort tekst op, siger vokaler og hoster tre gange. Analysen viser, at programmet allerede nu kan skelne mellem stemmer fra folk med og uden KOL.
Formålet er klart: At lave en app, som folk kan bruge derhjemme til at få en tidlig indikation på KOL – en sygdom, der ofte går uopdaget i årevis. "Vi håber, at vi selv eller nogle andre kan bruge vores data til at bygge en applikation, hvor man kan sidde derhjemme i stuen og måske kan give den til dine forældre, hvis du er bekymret som pårørende," siger Tobias Oliver Eberhard.
Ilhan Aslan, som er vejleder på projektet, ser stort potentiale i idéen og understreger, at stemmebaseret sundhedsscreening kan aflaste sundhedsvæsenet og hjælpe patienter.