Nyheder24.dk
Forside Sundhed 6 år efter coronapandemien: Gammel variant spreder sig igen

6 år efter coronapandemien: Gammel variant spreder sig igen

Corona, Covid-19
Shutterstock

Coronavariant spreder sig igen

Seks år efter coronapandemien vendte hverdagen på hovedet, er virus langt fra forsvundet.

Selvom smitten i dag er lav, og sygdommen for de fleste har udviklet sig til en mere almindelig luftvejsinfektion, fortsætter coronavirus med at overraske forskerne.

Nu har en coronavariant, som de fleste troede var forsvundet for flere år siden, gjort comeback.

Den har udviklet sig markant undervejs og er nu blevet den dominerende variant i flere lande, herunder Danmark.

Hos Statens Serum Institut beskriver seniorforsker Morten Rasmussen udviklingen som usædvanlig:

“Det er første gang, at vi så markant har bemærket, at en uddød variant er dukket op igen. Det er meget markant.”

Det oplyser TV 2.

Muterede i årevis

Der er tale om Omikron-varianten BA.3, som sidst spillede en rolle i 2022.

Ifølge forskerne har varianten sandsynligvis overlevet i en langtidssyg patient i Sydafrika, hvor den over flere år har haft mulighed for at mutere.

Da varianten igen begyndte at dukke op i prøver fra smittede personer i 2024, havde den fået mere end 40 ekstra mutationer og har siden fået tilnavnet “Cicada”.

Det var dog først i slutningen af 2025 og i løbet af 2026, at den for alvor begyndte at sprede sig og blev dominerende i flere lande.

Børn skiller sig ud

Noget af det mest opsigtsvækkende ved den nye udvikling er, at en større andel af de smittede nu er børn.

Ifølge Statens Serum Institut skyldes det sandsynligvis, at de yngste børn ikke har opbygget immunitet mod de tidligere Omikron-varianter, som mange voksne har været udsat for gennem de seneste år.

Selvom udviklingen vækker stor interesse blandt forskerne, er der også en beroligende melding.

Den nye variant ser ikke ud til at give mere alvorlig sygdom end andre coronavarianter, og Statens Serum Institut forventer heller ikke, at den vil udløse en ny stor smittebølge.

Eksperterne understreger dog, at coronavirus fortsat udvikler sig, og at nye mutationer kan ændre billedet.

Derfor bliver udviklingen overvåget tæt, selv om smitten i øjeblikket er på et meget lavt niveau i Danmark.

Ads by MGDK