Periodisk faste (intermittent fasting) er blevet en af de mest populære slankekure i de senere år, men nu siger eksperter, at de samme fordele kan opnås uden at begrænse kalorieindtaget. Forskning fra University of Surrey har vist, at det at skære ned på kulhydrater giver lignende metaboliske fordele.
Tolv overvægtige eller svært overvægtige frivillige fulgte tre forskellige kostplaner i én dag hver, med fem dages normal spisning imellem. Disse var hhv. en kost med normalt kulhydratindhold, en kulhydratfattig kost med balanceret kalorieindtag og en kulhydratfattig kost med betydelig kaloriebegrænsning.
Begge kulhydratfattige kostplaner førte til forbedringer i metaboliske markører, et skift mod at forbrænde fedt som energi samt bedre håndtering af et måltid med højt fedtindhold. Det skriver Express.
Dette inkluderede reducerede niveauer af fedtstoffer kaldet triglycerider, som er forbundet med hjertesygdomme - uanset om der var kaloriebegrænsning eller ej.
"Vi fandt, at ved blot at begrænse kulhydrater, kan vi opnå de metaboliske effekter, der er forbundet med kortvarig faste - uden at udsætte sig for ekstrem kaloriebegrænsning," sagde studiets leder, Dr. Adam Collins, lektor i ernæring ved University of Surrey.
"Dette tyder på, at periodisk reduktion af vores kulhydratindtag kan være en mere tilgængelig og bæredygtig måde for folk at håndtere og forbedre deres metaboliske sundhed på."
Frivillige oplevede øget sult, når de spiste den kulhydratfattige kost. Dette så dog ikke ud til at føre til et øget madindtag i de efterfølgende dage.
Holdet af forskere sagde, at dette tyder på, at kroppen muligvis kan tilpasse sig et reduceret kulhydratindtag, hvilket kan gøre det lettere at følge en sådan kost på lang sigt.
"Denne forskning giver et lovende nyt perspektiv på kostinterventioner for metabolisk sundhed og kan have betydning for håndteringen af sygdomme som type 2-diabetes, hjertesygdom og overvægt," forklarede Dr. Collins.
Periodisk faste indebærer typisk, at man spiser normalt fem dage om ugen og derefter reducere kalorieindtaget markant i to dage. Resultaterne af den nye undersøgelse blev offentliggjort i European Journal of Nutrition.