Et ofte stillet spørgsmål er, hvornår vi bør børste tænder. Skal det være før eller efter morgenmaden? En simpel beslutning, som faktisk kan have stor betydning for dine tænders sundhed.
Det skriver det britiske medie Express.
Maria Rubio, tandlæge ved en klinik i Madrid, har sat en stopper for denne klassiske diskussion med et klart svar: Børst tænderne før morgenmaden. I en TikTok-video, der allerede er blevet set over 800.000 gange, forklarer hun, hvorfor det faktisk er bedst at svinge tandbørsten straks efter opvågning.
Ifølge Rubio er årsagen enkel, men vigtig: Om natten falder vores spytproduktion, hvilket giver bakterier frit spil til at formere sig i munden. Når vi vågner, har vi altså en "morgenmund" fuld af bakterier.
Hvis vi begynder at spise uden at børste tænder først, fodrer vi disse bakterier med maden, vi spiser.
”Om natten er vores spytproduktion meget lavere, og det gør, at bakterierne om morgenen, når vi vågner, er på deres højeste niveau,” forklarer Rubio.
Dette betyder, at bakterierne producerer syrer, der kan skade tandemaljen og øge risikoen for huller, hvis vi ikke børster dem væk, før vi spiser.
Så det kan altså være værd at ændre din rutine, hvis du først børster tænder efter morgenmaden. For måske er hemmeligheden bag sunde tænder blot en lille ændring i rækkefølgen – og nu er diskussionen om tandbørstning vist endelig lukke!