CORONA: To ansatte på Vejle Sygehus smittet

03/8/20 14:22

Christian Granhøj Skouboe

Foto: Shutterstock
Nu er to medarbejdere testet positive for coronavirus.

Mandag fortæller Sygehus Lillebælt i en pressemeddelelse, at to medarbejdere på Vejle Sygehus er blevet smittet med coronavirus. Det første positive resultat faldt onsdag i sidste uge, den anden blev bekræftet smittet tidligere mandag. 

"Så snart den første medarbejder blev testet positiv, har vi sat gang i en systematisk smitteopsporing i henhold til de gældende retningslinjer. Indtil videre er ingen andre medarbejdere testet positive, og for nuværende ser det heller ikke ud til at berøre nogen patienter," udtaler direktør Christian Sauvr fra Sygehus Lillebælt. 

Sygdommen stadig aktiv

I samme ombæring slår direktøren fast, at man ikke må glemme, at virussen fortsat er i blandt os. Det er ikke kun Vejle Sygehus, der er ramt. Tidligere mandag kunne Statens Serum Institut fortælle, at der i løbet af weekenden er blevet konstateret 207 nye smittede i Danmark. 

"Men det her er igen en påmindelse om, at selv om smittetrykket er lavt, så er sygdommen stadig aktiv, og vi skal hele tiden være opmærksomme på symptomer og hygiejne," understreger Christian Sauvr.