Onsdag er tredje dag i træk, hvor der er konstateret flere end 200 nye smittede i Danmark. Helt præcist er der 251 nye smittetilfælde, der er blevet konstateret i det seneste døgn. Det fortæller Statens Serum Institut onsdag kort efter klokken 14.
Siden i går er der blevet mindre indlagt, ligesom der hverken er nogle på intensiv eller dødsfald blandt coronasmittede. Der er tale om det højest antal smittede på et enkelt døgn i fem måneder. I løbet af sommeren har antallet af coronasmittede været på et relativt lavt niveau.
Indfører restriktioner
De seneste par uger har vi set eksempler på lokale udbrud rundt om i landet - først i Ringsted og Aarhus, nu i Odense og København. Det har bl.a. ført til, at der er blevet indført lokale retningslinjer i Odense, København og en række sjællandske nabokommuner.
Det betyder, at disse regler nu gælde i de kommuner:
- Forsamlingsforbuddet på 100 personer sænkes til 50 personer.
- Københavnsområdet og Odense Kommune undtages fra den planlagte udvidelse af den tilpassede Superligaordning til andre idrætsarrangementer.
- Den tilladte åbningstid for restauranter, barer, caféer og lign. med bevilling hertil begrænses til kl. 24.00 med virkning fra d. 9 september 2020.
- Opfordring til øget opmærksomhed på afstandsanbefalinger i det offentlige rum, i restaurations- og forlystelsesbranchen og i kulturlivet, herunder kommende skærpede afstandsanbefalinger til restaurationsbranchen.
- Opfordring til at indføre frivillig registrering af kontaktinformationer på gæster i restaurationsbranchen med henblik på udlevering til sundhedsmyndighederne i forbindelse med smitteopsporing.
- Sundhedsstyrelsen udarbejder skærpede anbefalinger til antal deltagere, afstand, indretning m.v. ved private sammenkomster.
- Opfordring til, at flest mulige aktiviteter foregår udendørs. 2
- Anbefaling om at aflyse alle sociale arrangementer ifm. grundskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.
- Opfordring til hjemmearbejde i videst mulig omfang på offentlig og private arbejdspladser.
- Skærpet opmærksomhed på ikke at gå på arbejde med symptomer. • Opfordring til at undgå offentlig transport hvis andre transportmidler er mulige – særligt ved trængsel.
- Anbefaling om at begrænse trængslen i detailhandlen og skærpe andre smitteforebyggende tiltag ifbm indkøb.