En plante beslægtet med oregano med mange små og duftende blade. Dens blomster har enten hvid eller lyserød farve, vises fra juli til oktober og har en duft af lavendel. Den er også modstandsdygtig over for kulde og formerer sig ved frø, der plantes om foråret eller efteråret.
I oldtiden kaldte grækerne den 'bjergets glæde', fordi det siges, at gudinden Afrodite plantede den på Olympen som en gave. Den var et symbol på lykke og harmoni. Samtidig blev den også brugt som en form for kærlighedseliksir, skriver det græske medie Oneman.
Hippokrates brugte den som et antiseptisk middel, Dioskorides som et tonikum, og Galenos som et fordøjelsesfremmende middel. Derfor er der tale om en urt, der gennem tiden har været anvendt til et væld af formål.
Planten blev dengang kaldt amarakion, amarakinon eller sampsychinon. Navnet stammer fra botanikeren Amarako, der var søn af den cypriotiske konge Kinyras og præst ved gudinden Afrodites tempel. Men amarakion er i dag kendt som merian.
Merian er rig på antioxidanter, som polyfenoler, B-vitaminer og kostfibre, der hjælper med at regulere fordøjelsen og understøtter en god mavefunktion samt det generelle mave-tarmsystem.
Derfor er te med merian blevet forbundet med lindring af mavepine, fordøjelsesbesvær og forstoppelse.
Dog skal merian indtages med forsigtighed, da store mængder kan forårsage bivirkninger som svimmelhed, kvalme og fordøjelsesproblemer, på trods af dens smertelindrende og beroligende egenskaber.
Udover at blive brugt som te, anvendes merian også som krydderi, hvor dens blade tilføjer smag til kød og fisk. Endelig kan den også findes som æterisk olie til antiseptisk og antispasmodisk brug.
Derfor skal der naturligvis ikke være nogen tvivl om, at det er en urt, der kan bruges til rigtig mange formål. Det kræver dog, at du først og fremmest kan finde et sted, hvor du kan købe denne urt.
