Cirka en tredjedel af voksne har en lever, der er forstørret på grund af fedtophobning. Mænd er oftere ramt end kvinder, og antallet er stigende. Det skriver det tyske medie Fuldaer Zeitung.
Fedtlever opstår ofte som følge af en usund kost, men genetiske faktorer og medicin kan også spille en rolle. I modsætning til alkoholrelateret fedtlever (AFL), der skyldes alkoholmisbrug, er ikke-alkoholisk fedtlever ofte forårsaget af dårlig kost, mangel på motion, overvægt og sygdomme som diabetes.
Fedtlever er typisk uden symptomer, men øger risikoen for andre sygdomme. Den opdages derfor ofte ved en tilfældighed, for eksempel under en ultralyds- eller blodprøve. Selvom der ikke findes medicin til behandling, kan leveren regenerere sig selv ved at foretage ændringer i livsstilen: vægttab, mere motion, alkoholfrie dage og at kvitte smøgerne.
Desuden bør kosten være kalorielet og fedtfattig. For diabetikere er det vigtigt at få styr på blodsukkeret og opretholde en sund livsstil. Grøntsager bør udgøre basis i kosten ved fedtlever, sammen med sunde proteiner fra bælgfrugter, nødder, æg, fjerkræ, fisk og mejeriprodukter. Derudover kan frugter med lavt sukkerindhold hjælpe med at detoxe og helbrede leveren. Syv af de bedste frugter til formålet er:
Blåbær
Klementiner
Avocado
Brombær
Æble
Appelsin
Blomme
Frugter som abrikoser, jordbær, kiwi og grapefrugter er også gode valg, mens frugter med højere sukkerindhold, som druer og bananer, bør spises i moderate mængder. Sukrede konserves og tørret frugt frarådes.
Hvor hurtigt en fedtlever forsvinder afhænger af, hvor alvorligt leveren er påvirket, og om alle skadelige faktorer er fjernet. I nogle tilfælde kan leveren komme sig på få uger, men i andre kan det tage flere måneder.