Sommeren er over os, og selvom, at den har budt på ustadigt vejr, så har der også været dage med temperaturer, der presser mennesker til det yderste.
Når varmen ruller ind, reagerer kroppen med en række fysiologiske tilpasninger.
Ifølge klinisk ernæringsfysiolog Helene Kjærnli fra Norge kan det blandt andet mærkes ved nedsat appetit, særligt i perioder med intens varme, hvor kroppen bruger energi på at regulere temperaturen.
Samtidig øges svedproduktionen, hvilket medfører tab af både væske og salte. Det er netop dette, der kan forklare den pludselige lyst til salte snacks som chips og pommes frites. Kroppen forsøger ganske enkelt at genetablere sin salt- og væskebalance.
Der er dog mere næringsrige måder at imødekomme dette behov på.
Det fortæller eksperten til det norske medie Sol.
I stedet for at ty til den klassiske snackpose anbefaler Kjærnli små, lette måltider med fokus på næring og væsketilførsel.
Eksempler kunne være salater med kylling og frugt, grove knækbrød med makrel eller wraps fyldt med grøntsager og æg. Disse retter er både mættende og bidrager til kroppens behov i varmen.
Frisk frugt og bær er også velegnede som mellemmåltider. Vandmelon, appelsin og druer indeholder store mængder væske og giver samtidig et tilskud af vitaminer og fibre.
Smoothies eller smoothiebowls er gode alternativer for dem, der ønsker en kølende og farverig variation.
Når det gælder væskeindtag, anbefales det at drikke regelmæssigt i løbet af dagen. Vand bør udgøre hovedparten, og behovet kan nemt overstige de sædvanlige to til to en halv liter i høje temperaturer eller ved fysisk aktivitet.
Ved at vælge nærende og afbalancerede løsninger gennem dagen kan man lettere holde kroppen i ro og hovedet klart, selv i sommervarme af den mere insisterende slags.