Selvom genetik spiller en rolle i forhold til din levetid, kan din livsstil i høj grad påvirke, hvor længe og hvor godt du lever. Derfor er det selvsagt en god idé at fokusere på at optimere din livsstil ud fra dette.
Dr. Michael Kane, der er lægefaglig direktør ved Indiana Center for Recovery, har delt en indsigt i, hvordan kost- og livsstilsændringer kan fremme et langt liv og mindske risikoen for kroniske sygdomme.
Dr. Kane understregede, at ernæring er 'det vigtigste af alt', når det kommer til at forlænge levetiden. Med andre ord, så er det vitalt at spise både sundt og varieret, hvis du vil gøre dig forhåbninger om et langt liv.
Hans primære anbefaling er at indføre en kost rig på plantebaserede fødevarer såsom frugt, grøntsager, fuldkorn, nødder og frø. Disse næringsrige valg kan bidrage til at reducere risikoen for kroniske sygdomme som hjertesygdom og diabetes.
"At spise flere hele, plantebaserede fødevarer og skære ned på forarbejdede fødevarer, sukker og usunde fedtstoffer kan markant forbedre det generelle helbred," fortalte Dr. Kane til GB News.
"En nærende kost bør danne fundamentet for et langt og sundt liv," lød det også fra ham.
Udover ernæring anbefaler Dr. Kane en helhedsorienteret tilgang til sund livsstil. En aktiv livsstil spiller en vigtig rolle i at understøtte hjerte-kar-sundhed, håndtere stress og opretholde en sund vægt.
Han understregede også vigtigheden af at få tilstrækkelig søvn, som giver kroppen mulighed for at restituere og sindet mulighed for at genoplade. Det er dog særdeles vigtigt, at du ikke blot har fokus på at få nok søvn - det skal også være god søvn.
Ifølge Dr. Kane er styrken af sociale relationer en anden vigtig faktor for et langt liv. At opbygge og vedligeholde meningsfulde relationer kan markant forbedre den mentale trivsel og reducere risikoen for depression og isolation, som kan påvirke det generelle helbred negativt.
Forebyggende sundhedspleje er også centralt i Dr. Kanes anbefalinger. Han fremhæver betydningen af regelmæssige helbredstjek, opdaterede vaccinationer og tidlig screening for sygdomme.
"Som man siger: forebyggelse er altid bedre end helbredelse," sagde han og opfordrede folk til at tage hånd om potentielle sundhedsproblemer i god tid.
At undgå skadelige vaner som rygning og overdrevet alkoholforbrug er en anden vigtig anbefaling, da disse vaner vides at bidrage til adskillige sundhedsrisici.