Lægen Dr. Chris, der deler indhold på de sociale medier under navnet @drchrispharmd, forklarede i billedteksten til det populære klip, der har fået 787.000 visninger på ganske kort tid, at 'din krop måske prøver at fortælle dig noget'.
"Hvis du har tre eller flere af disse tegn, er der en chance for, at din lever har brug for opmærksomhed nu," sagde han ifølge det amerikanske medie Newsweek i sin video.
1. Problemer med vægttab
Leverens sundhed spiller en vigtig rolle i vægtstyring. Leveren er nemlig ansvarlig for at metabolisere fedt, kulhydrater og proteiner. Problemer som fedtlever eller nedsat leverfunktion kan forstyrre disse processer.
En langsom lever kan føre til ophobning af toksiner og fedt, hvilket gør vægttab vanskeligere. Derfor er det også et af de fire tegn, du er nødt til at holde øje med.
"Når din lever er træg, vil de stædige kilo ikke rykke sig," sagde han i sin video.
2. Træthed om morgenen
Leveren har en central rolle i afgiftning og metaboliske processer, som påvirker kroppens energiniveau. Når leveren overbelastes af en dårlig kost, for meget alkohol eller underliggende sygdomme, kan den have svært ved effektivt at fjerne toksiner fra kroppen.
Denne ineffektivitet kan forstyrre kroppens hormonbalance og føre til træthed, hvilket er noget, der især vil vise sig om morgenen.
"Din lever omdanner sukker til energi i løbet af natten. Når den er overbelastet, føler du dig groggy - endda efter en hel nats søvn," sagde lægen.
3. Ubehag efter fedtholdige måltider
Usund kost kan skade leveren og gøre det sværere at fordøje fedt, hvilket kan føre til oppustethed, kvalme eller ubehag efter fedtholdige måltider.
"Det er din lever, der kæmper for at producere galde, som er nøglen til at nedbryde fedt og optage næringsstoffer," sagde Dr. Chris.
4. Mørke rande under øjnene
Ifølge lægen skyldes de mørke rande under dine øjne måske ikke søvnmangel. Derimod er der faktisk en risiko for, at det er 'din lever, der skriger på hjælp'. Mørke rander opstår ofte på grund af faktorer som søvnmangel, genetik eller allergier, men de kan også være forbundet med leverproblemer.
En træg eller overbelastet lever kan have svært ved effektivt at afgifte kroppen, hvilket fører til ophobning af toksiner. Leverdysfunktion kan også påvirke, hvordan kroppen optager og lagrer vigtige næringsstoffer som vitaminer og mineraler, herunder jern, hvilket kan gøre mørke rande mere synlige.
Mange TikTok-brugere gav udtryk for, at de satte stor pris på, at han delte disse råd. Der var dog også en række brugere, der havde opfølgende spørgsmål.
"Mørke rander er lidt svære at vurdere, hvis man har dem genetisk," bemærkede en bruger, hvortil Dr. Chris svarede med: "Det er helt rigtigt. Et godt indspark - alle er bygget forskelligt, men de andre tegn kan være afslørende."
"Hjælper marietidsel faktisk?" spurgte en anden bruger, hvortil Dr. Chris skrev: "Det er ikke en mirakelkur, men jeg er stor fan af det for den generelle leversundhed."
"Jeg har dem alle," lød det fra en tredje bruger, som derfor sandsynligvis vil gøre klogt i at tage et smut forbi egen læge.