I lang tid har danskerne kunne få foretaget en PCR-test, uden at have bestilt tid først. Men allerede fra i morgen er det nu forbi.
Fra fredag skal man nemlig igen have bestilt en tid på forhånd, inden man sætter kursen mod teststedet.
Det skriver Styrelsen for Forsyningssikkerhed i en pressemeddelelse.
Årsagen er, at antallet af danskere der vil have en PCR-test er stigende - og det skaber stor kø. Derfor skal man nu have bestilt en tid på forhånd.
"Ved at genindføre tidsbestilling på alle PCR-teststeder kan vi mindske køerne og sørge for en mere gnidningsfri oplevelse for borgerne," lyder det fra styrelsesdirektør Lisbet Zilmer-Johns.
150.000 personer kan testes dagligt
Det er i øjeblikket muligt at teste 150.000 personer dagligt. I sidste uge blev omkring 110.000 mennesker testet om dagen.
Mandag tonede statsminister Mette Frederiksen frem på skærmen, hvor hun slog fast, at det nu bliver mere besværligt hvis ikke man er vaccineret. For ny genindføres coronapasset flere steder, hvilket betyder, at man som uvaccineret skal vise en negativ coronatest.
Derudover er smitten i øjeblikket støt stigende og mange testes derfor i disse dage.
Samtidig med at man nu skal bestille tid på teststederne, så fjernes muligheden for at få foretaget en lyntest på PCR-teststederne nu også.
Mange af de lyntestcentre der blev lukket ned i oktober, er nemlig allerede nu genåbnet.
I går ramte vi det højeste antal smittede siden december sidste år.
Det seneste døgn var der 3.017 nye smittede med corona. Gårsdagens smittetal er fundet i 144.344 pcr-test.