Da coronavaccinen ramte verden, ændrede mRNA-teknologien spillets regler. Men én ting haltede: Effekten holdt ikke længe nok.
Det problem mener danske forskere nu at have fundet en løsning på.
Et forskerhold fra Københavns Universitet og biotekfirmaet AdaptVac har udviklet en ny vaccineteknologi, der snyder kroppen til et markant stærkere immunforsvar.
Klar til næste pandemi
I et netop offentliggjort studie i Nature Nanotechnology viser forsøg på mus, at kroppen reagerer langt mere effektivt – og længere – når vaccinen forklæder sig som virus.
Det betyder færre doser, bedre beskyttelse og måske en langt større chance for at være forberedt på næste pandemi.
"Vores studie kombinerer to teknologier: mRNA-vaccinen og det, vi kalder viruslignende partikler. Ved at få mRNA-vaccinen til at producere viruslignende partikler snyder vi mus’ immunsystem til at tro, at det bliver udsat for en virusinfektion. Musenes immunsystem reagerer ved at give et kraftigt og langvarigt repons, som er det, vi ønsker," forklarer Cyrielle Fougeroux, seniorforsker i AdaptVac, i en pressemeddelelse.
Den klassiske mRNA-vaccine blev kendt under coronapandemien som et hurtigt og effektivt værktøj.
Men nu kombineres teknologien med viruslignende partikler, som får kroppen til at reagere kraftigere – og uden den hurtige nedgang i beskyttelse, som mange oplevede efter deres covid-vaccine.
Forskerne har allerede blikket rettet mod fremtidige trusler, heriblandt Nipahvirus – en af WHO’s mest overvågede pandemikandidater.
Test på mennesker forventes at kunne begynde i løbet af de kommende år.