Røgen letter: 50 millioner færre solgte cigaretter i Netto, Føtex og Bilka det seneste år

Sundhed
Den skjulte tobak ser ud til at virke. Foto: Salling Group
I løbet af blot et enkelt år er der røget 50 mio. færre cigaretter over disken i Salling Group, siden Netto, føtex og Bilka skjulte dem. En vigtig milepæl i ambitionen om en røgfri generation i 2030

Lige nu læser andre også

50.000.000 cigaretter. Så stort er faldet i tobakssalget hos Salling Group, siden tobakken blev gemt væk på tværs af Netto, Bilka og Føtex for præcis et år siden. De nye tal slår en tyk streg under den positive effekt af, at kunderne ikke eksponeres for tobak under indkøbsturen. De sidste af Salling Groups butikker skjulte tobakken 1. oktober 2018, og siden er der solgt 2,5 mio. pakker færre cigaretter end året før.

"Udviklingen bekræfter os i, at vi traf den rigtige beslutning, da vi sidste år gemte tobakken væk. Det virker, og det er vi selvsagt glade for, da vi ønsker at bidrage aktivt til, at børn og unge ikke begynder at ryge. Derfor er de nyeste tal gode nyheder for os og vores ambitioner om en røgfri generation i 2030," siger Annette Juhler Kjær, Group Vice President, Public Affairs, CSR, & Kommunikation i Salling Group.

Salling Group valgte at skjule tobakken for at medvirke til, at færre unge begynder at ryge. Ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse og Røgfri Fremtid begynder knap 15.000 børn og unge at ryge hvert år, mens andelen af 16-24-årige rygere er stigende. Og netop den skjulte tobak er dét område, hvor detailhandlen kan gøre mest i forhold til at knække kurven for nye, unge rygere, lyder det samsamstemmende fra Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lægeforeningen.

Alle må og skal med, før røgen kan lette 

Sidste år svarede 71 procent af danskerne i en rundspørge, at de synes godt eller meget godt om, at tobakken blev skjult. Men selvom indsatsen virker, er der stadig omkring 5000 forhandlere, som endnu ikke har skoddet smøgerne og gemt dem væk. 

"Der er ingen grund til at vente, hverken i detailhandelen eller fra politisk side. Det virker – især i forhold til unge – at få tobakken gemt væk, så lad os nu finde en løsning, der gælder alle," siger Annette Juhler Kjær og tilføjer, at det kan kun gå for langsomt.

Erfaringen fra Salling Group viser, at det især er i butikker, der er placeret i områder med mange unge kunder, at tobakssalget er reduceret.

"Det er en bemærkelsesværdige milepæl, som Salling Group har nået i løbet af året, hvor tobakken har været gemt væk i føtex, Netto og Bilka. Det gør en stor forskel, men tobak udstilles stadig i næsten 5000 små og store butikker, så det er vigtigt, at en kommende lovgivning dækker samtlige butikker og alle typer af tobak. Detailhandlen bør støttes i kampen for en røgfri fremtid for børn og unge, og effekten bliver størst, hvis den skjulte tobak følges af røgfri skoletid og en række andre initiativer," fortæller Niels Them Kjær, Projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse, i en pressemeddelelse.

Om nedgangen i cigaretsalget

Tallene på cigaretsalget i Netto, føtex og Bilka er fundet ved et dataudtræk på antal solgte pakker cigaretter siden Netto, som den første detailkæde herhjemme, gemte tobakken væk. Tallene dækker perioden fra 1. juli 2018 til 30. september 2019 og sammenligner med antal solgte pakker cigaretter i den tilsvarende periode i 2017. Det færre antal solgte pakker er ganget med antallet af cigaretter i en pakke; som standard 20 stk.

 

Anbefalet til dig