Sådan har danskernes usunde vaner ændret sig under corona

28/05/2020

Julie Møller

Foto: Shutterstock
Coronakrisen har ændret det danske samfund på mange områder. En ny undersøgelse viser, at det også har ramt vores usunde vaner.

Mest læste i dag

Har du også oplevet, at der er røget et par kilo på kroppen under corona? At løbeturene ikke rigtig er blevet en realitet? Så kan du trøste dig med, at du ikke er alene.

For vi danskere træner mindre og spiser mere slik og take away under krisen. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring. Her svarer hver fjerde dansker, at de har indtaget mere slik, chips og sodavand under krisen, og næsten 20 procent svarer, at de spiser mere take away. 

Da Danmark blev lukket ned, betød det også lukkede fitnesscentre og for manges vedkommende blev kontorstolen på arbejdet udskiftet med sofaen i hjemmet. Det har haft betydning for danskernes motionsvaner, og knap 30 procent af de adspurgte svarer, at krisen også har fået dem til at træne mindre.

Usunde vaner skal suppleres med nye rutiner

Selvom det er nemt at falde ind i en rytme med usunde vaner, så er det vigtigt at man laver nogle rutiner, hvor man undgår at række ud efter slikskålen som det første. Det siger Per Østergaard, der er direktør i Gjensidige Forsikring. 

”Det kan være svært ikke at tillægge sig nogle usunde vaner, når man pludselig bruger meget tid derhjemme, men det kan være en god idé, at lave regler for sig selv, så det eksempelvis kun er enkelte dage, der må spises slik, og at der er indlagt en form for fysisk aktivitet dagligt, f.eks en gå-tur, som også kan hjælpe på ens mentale velbefindenhed.”

Undersøgelsens resultater

Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup i maj 2020 blandt 1025 repræsentativt udvalgte danskere for Gjensidige Forsikring. På spørgsmålet 'Har du ændret vaner under corona-krisen?' ser svarerne sådan her ud:

  • Spiser mere slik, chips, sodavand mv 24 %

  • Spiser mere take away 18 %

  • Spiser mindre slik, chips, sodavand mv 3 %

  • Spiser mindre take away 5 %

  • Træner mere 9 %

  • Træner mindre 27 %

  • Ingen af ovenstående 39 %

  • Ved ikke 3 %

Har du ændret dine vaner under corona?

 

Anbefalet til dig