Når folk gerne vil tabe sig, tænker de med det samme, at de er nødt til at bruge mange timer i et fitnesscenter. Men sådan forholder det sig faktisk ikke. I hvert fald ikke ifølge 22-årige Therese O'Callaghan.
Da Therese var på sit tungeste, vejede hun omtrent 108 kg. Hun var endt med at være overvægtig, fordi hun havde et overforbrug af både mad og alkohol.
Selvom hun ikke var specielt bekymret over tallet på badevægten, besluttede hun alligevel at lave nogle livsstilsændringer. Det handlede dog primært om, at hun gerne ville have det bedre med sig selv rent mentalt.
"Jeg ændrede alt ved min daglige rutine, da det er de små ting, du gør hver dag, der gør en forskel. Jeg vågner tidligere, drikker mere vand, er blevet bevidst om mine spisevaner, og har lært at spise med omtanke," siger hun til Newsweek.
Therese er oprindeligt fra den nordlige del af Irland, men bor i dag i London. Hun har formået at tabe sig omtrent 22 kg, siden hun besluttede at lægge sit liv om.
I dag er hun en hyppig gæst i fitnesscenteret, men hun har understreget, at det er simple gåture, der har været vigtigst for hende. På de sociale medier opfordrer hun jævnligt sine følgere til at bevæge sig mere og gå daglige ture.
"At gå er en af de mest undervurderede ting. Ikke kun for din fysiske sundhed, men også din mentale sundhed," siger hun.
"Det kræver en lille indsats, og med en god podcast eller playliste kan du uden problemer få dine daglige skridt op."
"Jeg gik hver dag og gør det stadig som et middel til at holde mig i form og holde mit hoved klart. Det er gratis, så du kan ikke slå det. Jeg kan kun sige, at øge antal daglige skridt er det bedste, nogen kan gøre for deres fysiske og mentale helbred."
Therese forsøger fortsat at gøre plads til sine daglige gåture. Hendes gåture har typisk en varighed på mellem 30 og 90 minutter. Det er blevet en vane for hende, og hun kan mærke, at det har positiv indflydelse på hendes helbred.
Hun har delt flere videoer på de sociale medier, der viser hendes vægttab. Desuden deler hun også tips til, hvordan andre kan opnå de samme resultater, som hun har gjort.
En af hendes mest sete videoer viser den skarpe kontrast mellem hendes udseende før og efter, at hun ændrede sin livsstil. Videoen har fået mere end 400.000 visninger og 26.800 likes, siden den blev delt på TikTok.
Therese fortæller også, at hun er glad for at have skabt en skare af mennesker, der følger hende på de sociale medier. Dermed har hun mulighed for at hjælpe andre, der er på samme rejse som hende selv.
"Vægttab ser forskelligt ud for alle. Vi er alle forskellige mennesker, og din rejse kan se meget anderledes ud end en andens. Sammenlign aldrig dig selv, og husk: det vigtigste er, hvordan vi har det, ikke hvordan vi ser ud," siger hun.
På TikTok er der flere hundrede brugere, der har kommenteret på hendes mest populære video, hvor hun viser sin fantastiske forvandling.
"Denne video har lige udløst noget i mig. Hele mit mål er at ligne dig - stærk og tonet," har en person kommenteret.
"Dette giver mig den motivation, jeg har brug for for at komme i gang," skrev en anden.