Sløret syn og stærkt nedsat synsfelt er blevet en ny og uønsket virkelighed for 48-årige Thomas Eriksen.
Efter 11 måneders brug af det populære slankemiddel Wegovy vågnede han en søndag i november 2024 til en dramatisk ændring – næsten halvdelen af synet på højre øje var forsvundet.
Undersøgelser på Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme viste, at Thomas havde fået øjensygdommen Naion, en tilstand hvor synsnerven tager uoprettelig skade.
Ifølge hans patientjournal har han mistet 46 procent af synet i det ene øje.
"Jeg fik at vide, at det var den skade jeg havde fået var for bestandigt. Ved Naion visner nervebanerne, fordi der spærres af for blodtilførelsen, så skaden er derfor uoprettelig," siger Thomas ifølge B.T.
Flere patienter, som har brugt Wegovy, Ozempic eller Rybelsus – alle fra Novo Nordisk og med det aktive stof semaglutid – har rapporteret lignende oplevelser.
Indtil videre har 27 personer søgt erstatning hos Patienterstatningen.
Den europæiske bivirkningskomité har nu vurderet, at Naion kan være en sjælden bivirkning ved brug af præparater med semaglutid, og anbefaler, at risikoen opføres i indlægssedlen.
Novo Nordisk har meldt ud, at de samarbejder om at få dette gennemført.
Thomas har forladt sit job som landmåler og kæmper nu med at finde ny vej i arbejdslivet.
Hans dagligdag er stærkt præget af synsnedsættelsen – og håbet er nu, at myndighedernes kommende afgørelse vil åbne for kompensation.