Mens nogle børn glæder sig til jul og ekstra tid med de nærmeste, vil andre børn helst undvære. For i familier, hvor vold, svigt og misbrug fylder, kan julen blive lang og trist at komme igennem.
Samtidig fylder corona igen i år med stigende smitte og aflyste arrangementer. Det kan betyde skuffelser, og for nogen mere tid sammen med en familie, hvor der er dårlig stemning, fordi mor eller far f.eks. drikker for meget. BørneTelefonen gør derfor klar til en julemåned med flere tunge samtaler end ellers.
Det oplyser Børns Vilkår i en pressemeddelelse.
”Vi oplevede sidste jul, at flere børn og unge havde brug for BørneTelefonen. På grund af årets coronanedlukninger havde mange børn været isolerede i konfliktfyldte familier. Og vi ved, at vold, misbrug og svigt tager til i julen, så mens mange glæder sig, er der andre, som gruer for en særligt svær tid. Den nuværende stigende coronasmitte, øger risikoen for, at nogle af julens lyspunkter også forsvinder i år – og det rammer især de udsatte, hvor familien har svært ved at kompensere for aflyste julearrangementer”, siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Sidste jul havde BørneTelefonen 1.208 samtaler med børn og unge i perioden 23.-31. december. Det var en stigning på mere end 16 procent set i forhold til julen 2019. Mens nogle børn kontaktede BørneTelefonen med ensomhedsfølelse og frygt for fulde forældre, berettede andre, at familiens økonomi var så dårlig, at de ikke havde råd til at holde jul.
Ensomhed fylder i julen
BørneTelefonen oplevede også flere samtaler selve juleaften i 2020 end året før. Børns Vilkår forventer, at den stigning fortsætter - også fordi det er første jul, hvor BørneTelefonen holder døgnåbent. Rasmus Kjeldahl gør dog opmærksom på, at voksne omkring barnet har et stort ansvar for, at barnet ikke får brug for at ringe til BørneTelefonen.
Foto: Børns Vilkår
”De voksne skal huske på, at de står først, når det gælder om at række ud til børn og unge, der har det svært. De færreste børn har lyst til at skille sig ud, og derfor skjuler mange deres problemer og bekymringer. Nogle børn beskytter forældrene ved at lade som om, at julen ikke betyder noget. De kan også påtage sig ansvaret for at prøve at skabe julestemning for mindre søskende, når forældrene svigter den opgave. De børn har ofte brug for hjælp og en omsorgsfuld voksen, som spørger ind og støtter – eller underretter kommunen, hvis barnets trivsel er truet”, siger Rasmus Kjeldahl.
I julen 2020 havde BørneTelefonen flere samtaler om psykisk mistrivsel sammenlignet med resten af året. Der var både en større andel samtaler om selvskade, selvmordsforsøg og ensomhed. Ensomhed var desuden en del af de 10 hyppigste samtaleemner i julen, hvorimod emnet slet ikke var en del af top10 for hele året.
BørneTelefonen er åben alle ugens dage hele døgnet – også juleaften og julenat.