Efter den Spanske Syge forekom der en stigning i en type af hjerneskader. Forskere mener nu at vi kan risikere at det samme sker efter smitte med Covid-19.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters, viser et studie at smitte med coronavirus kan føre til svære komplikationer såsom inflammation, psykose og febervildelse.
Det er en række forskere fra University College London (UCL) som har skrevet om 43 corona patienter, der har lidt af enten en midlertidig dysfunktion i hjernen, hjerneblødninger, nerveskader eller andre alvorlige påvirkninger af hjernen.
Uvist om vi får en epidemi af hjerneskader
En af forskerne bag studiet, fortæller at det stadig er uvist, om vi vil se en stor epidemi af hjerneskader som er forbundet med pandemien.
“Det kan muligvis blive ligesom udbruddet af encephalitis lethargica i 1920'erne og 1930'erne efter Den Spanske Syge i 1918, siger Michael Zandi.
Coronavirus er hovedsageligt en respiratorisk sygdom som påvirker lungerne. Men neurologer og læger med speciale sygdommens påvirkning på hjernen er alligevel bekymrede.
“Min bekymring går på, at vi har 100 millioner personer, der er smittet med coronavirus lige nu” siger Adrian Owen, der er neurolog ved Western University i Canada til Reuters.
Han fortæller også at hvis vi om et års tid har ti millioner raskmeldte personer, som efter sygdommen har kognitive mangler, vil det komme til at påvirke deres hverdag og arbejde.
Bekymrende stigning
Studiet fra UCL er publiceret i det britiske tidsskrift Brain.
Det viser, at ni coronapatienter med inflammationer i hjernen var diagnosticeret med en sjælden sygdom kaldet akut dissemineret encephalomyelit (Adem).
Forskergruppen siger, at de normalt får en voksen om måneden med Adem-sygdommen på deres klinik i London.
Men over hele studiets forløb steg antallet til en voksen om ugen, hvilket forskerne kalder 'en bekymrende stigning'.
I Danmark er 12.888 blevet testet positive med coronavirus, viser tal fra Statens Serum Institut. Heraf er 11.983 raskmeldte.