Sådan noget er ikke set i 15 år.
Lige nu læser andre
Deltagere ved årets Smukfest i Skanderborg kan have taget andet end gode minder med hjem.
Statens Serum Institut (SSI) har nemlig dokumenteret et usædvanligt tidligt udbrud af influenza A – og alt peger på, at smitten er opstået under festivalen.
Et større antal smittetilfælde blev registreret i ugerne efter festivalen, og flere af dem havde ifølge SSI præcis samme virusvariant.
De pågældende personer deltog alle på Smukfest i uge 32.
Dermed har man for første gang i 15 år med influenzaregistreringer set et udbrud i sensommeren.
Læs også
“Alt peger på, at udbruddet har forbindelse til Smukfest. Alle de smittede med identisk virus havde været på festivalen, mens de øvrige tilfælde havde en anden smittekilde. Derfor kan vi med meget stor sandsynlighed knytte udbruddet til netop dette arrangement,” siger Ramona Trebbien, sektionsleder ved SSI.
Tidligere end normalt
Normalt rammer influenzasæsonen først i vintermånederne, men allerede i uge 33 steg antallet af influenza A-tilfælde fra 19 til 115.
Desuden var over en fjerdedel af prøverne i den landsdækkende sentinel-overvågning positive.
Virusvarianten er en ændret version af H1N1, som også cirkulerede sidste vinter.
Den ligner tidligere udgaver, men har enkelte genetiske forskelle, som nu bliver undersøgt nærmere.
Læs også
SSI følger udviklingen tæt og vurderer, at smitten ikke er steget yderligere i denne uge.
Selvom det gode vejr kan dæmpe smitten, viser udbruddet, hvordan store festivaler i sjældne tilfælde kan blive til superspredere – særligt hvis folk deltager med symptomer.