Facebook ruller ny funktion ud: Vil have alle billeder på din telefon

Af: Mie M.B

|

30/06/2025

Tech
Melnikov Dmitriy / Shutterstock.com
Melnikov Dmitriy / Shutterstock.com
Du skal selv ind og vælge funktionen fra

Lige nu læser andre også

Ingen forventer at vågne op til nyheden om, at private billeder på telefonen kan ende som træningsdata for en techgigant.

Men nu ruller Facebook netop den mulighed ud.

Hvis funktionen aktiveres, kan Facebook automatisk uploade billeder fra hele kamerarullen direkte til Metas servere.

Det nye tiltag beskrives af Torben Vognsen fra techmediet Input.dk som en funktion, der dukker op, når der oprettes en Facebook-historie. Det fortæller Avisen Danmark.

Her spørger et vindue, om man vil aktivere “cloud processing”. Og bag det uskyldige ordvalg gemmer sig ifølge ham en markant konsekvens.

"Det lyder uskyldigt nok på overfladen, men hvis man accepterer, giver man reelt Meta tilladelse til at gennemgå og uploade hele ens kamerarulle – også de billeder, man aldrig havde tænkt, man ville dele," siger Torben Vognsen.

Meta, der ejer Facebook og Instagram, lancerede tidligere på året sit AI-værktøj i Europa.

Allerede dengang blev det kendt, at brugernes billeder indgår som træningsdata til forbedring af Metas kunstige intelligens. Med den nye funktion ønsker selskabet direkte adgang til billederne på telefonen uden, at brugerne selv skal uploade dem først.

"Nu beder Meta om tilladelse til, at det ikke længere skal være brugeren, der vælger, hvilke billeder der skal op i skyen. Det er nok noget de færreste vil synes, er supersjovt," siger Torben Vognsen.

Funktionen kan slås fra igen, men det kræver et besøg i indstillingerne under punkter som “cloud processing” eller “kamerarulleadgang”. Torben Vognsen anbefaler alle at slå funktionen fra, hvis der ønskes kontrol over private billeder.

Anbefalet til dig