Alt for mange danskere glemmer det: Dine MitID-oplysninger er i fare

Teknologi
Foto: PR
Husk det nu.

Lige nu læser andre også

Mobilen er blevet en uundgåelig del af vores hverdag.

Den fungerer som vores digitale assistent og indeholder alt fra kørekort og bankoplysninger til personlige billeder og adgang til sociale medier.

Alligevel er det langt fra alle, der husker at opdatere mobilen regelmæssigt. Det kan dog have konsekvenser for både ydeevne og sikkerhed, pointerer ekspert.

Du er dog ikke den eneste, hvis du rynker på panden hver gang en ny notifikation om en opdatering vises på skærmens øverste bjælke.

For dem, der ofte overser disse notifikationer, har Thor Gøtz, landechef hos techvirksomheden OnePlus, en række råd til, hvordan man kan sikre, at mobilen forbliver opdateret og beskyttet.

Her er risici

I en tid, hvor mobil spiller en central rolle i vores hverdag, genkender de fleste danskere begreber som sikkerheds- og softwareopdateringer – i hvert fald når de ser dem skrevet.

Ifølge Thor Gøtz er der dog stadig mange, der ikke er klar over, hvad disse opdateringer egentlig indebærer, eller hvordan de påvirker både sikkerheden og den daglige brug af mobilen.

”Mange ved ikke præcist, hvad opdateringerne gør, og det fører til, at de ofte bliver overset. Hvis du undlader at opdatere mobilen over længere tid, kan det resultere i dårligere ydeevne og øgede sikkerhedsrisici,” siger han.

Softwareopdateringer sikrer alt fra nye funktioner, optimeringer af startskærm, ikoner og udseende til forbedret brugeroplevelse, der gør mobilen hurtigere og mere effektiv.

Sikkerhedsopdateringer beskytter derimod mod trusler og lukke potentielle sikkerhedshuller.

Det er særligt vigtigt, hvis din mobil indeholder følsomme oplysninger som bankdata, MitID, kørekort eller andre personlige oplysninger.

"Opdateringer handler ikke kun om nye funktioner. De er afgørende for at beskytte din mobil mod malware, hacking og andre former for cyberkriminalitet. Ignorerer du dem, åbner du døren til dine private data, som bankoplysninger, der kan blive lækket eller misbrugt. Det er derfor vigtigt at installere opdateringerne, når notifikationen dukker op,” siger Gøtz og fortsætter:

”Hvis du bruger din mobil til at betale regninger og shoppe, er det endnu vigtigere at installere sikkerhedsopdateringerne. Uden dem kan din mobil blive sårbar over for malware, der kan registrere dine bankoplysninger, når du logger ind på din bankapp, hvilket giver hackere adgang til dine konti. Ved at holde din mobil opdateret beskytter du både dine data og dit privatliv,” forklarer Gøtz.

Malware kan forklares som ondsindet software, der er designet til at skade, forstyrre eller få uautoriseret adgang til en computer eller mobil.

Det kan omfatte virus, spyware, trojanske heste og ransomware, som alle har til formål at stjæle information.

Bedre ydeevne

Ud over at beskytte mod malware, forbedrer opdateringer også din mobils ydeevne.

”For mange kan tekniske begreber som ydeevne og performance virke abstrakte, men helt konkret betyder det, at din mobil bliver hurtigere, bedre og mere effektiv,” siger Gøtz.

Et konkret eksempel er GPS-funktionen. Efter en opdatering kan GPS'en blive mere præcis, hvilket giver hurtigere og mere nøjagtige ruteanvisninger – noget, der kan spare tid og undgå frustrationer i trafikken.

På samme måde bringer softwareopdateringer ofte nye og forbedrede funktioner, der gør mobilen lettere at bruge.

Den seneste Android-opdatering til OnePlus, OxygenOS 14, har for eksempel resulteret i hurtigere opstart af apps og en mere smidig multitasking-oplevelse, hvilket gør det hurtigere at skifte mellem apps og opgaver.

Desuden er batteristyringen blevet optimeret, så din mobil kan køre længere på en enkelt opladning.

Ekspertens råd

Det handler i høj grad om vaner.

Opdateringer kan virke som en ubetydelig opgave, men ifølge Thor Gøtz er der fem enkle måder at sikre, at din mobil altid er opdateret og beskyttet:

1. Aktiver automatiske opdateringer

Ved at aktivere automatiske opdateringer slipper du for at tænke på, hvornår det er tid til at opdatere. Gå ind i indstillingerne på din mobil og find sektionen for opdateringer.

Sørg for, at automatiske opdateringer er slået til, så din mobil automatisk installerer de nyeste sikkerheds- og softwareforbedringer.

Dette holder din enhed sikker og i topform uden ekstra besvær.

2. Prioriter sikkerhedsopdateringer

Når du modtager en notifikation om en sikkerhedsopdatering, bør du installere den med det samme. Sikkerhedsopdateringer lukker kritiske sikkerhedshuller, der kan udnyttes af hackere.

Tænk på det som at låse døren, når du går hjemmefra – jo længere tid du venter, jo større er risikoen for, at dine data kan blive kompromitteret.

Sørg for at opdatere, så snart det er muligt, især hvis du har følsomme oplysninger gemt på din mobil.

3. Lav regelmæssige sikkerhedskopieringer

Før du installerer større opdateringer, er det altid en god idé at lave en sikkerhedskopi af dine data. Dette kan gøres ved at tilslutte din mobil til en computer eller bruge cloud-løsninger som Google Drive.

Selvom opdateringer sjældent fejler, kan der opstå problemer, der fører til tab af vigtige filer. Med en sikkerhedskopi kan du hurtigt gendanne dine data, hvis noget går galt, hvilket giver dig ro i sindet.

4. Opdater dine apps

Det er ikke kun styresystemet, der skal opdateres – det samme gælder dine apps. Mange glemmer at opdatere vigtige apps som netbank og sociale medier.

Uopdaterede apps kan også have sikkerhedshuller, som uvedkommende kan udnytte til at få adgang til din mobil og persondata.

Det er derfor lige så vigtigt at holde dem opdateret som selve mobilens software.

Sørg derfor for at holde både apps og systemsoftware opdateret, enten ved at aktivere automatiske opdateringer eller manuelt gøre det regelmæssigt for at beskytte din mobil bedst muligt.

5. Installer kun pålidelige apps

I takt med at antallet af apps vokser, er det afgørende at være kritisk, når du vælger, hvad du downloader.

Sørg for altid at hente apps fra officielle kilder som Google Play, da disse gennemgår grundige sikkerhedstjek.

Hold dig væk fra apps, der virker mistænkelige eller ukendte, da de kan udgøre en risiko for din enheds sikkerhed.

Anbefalet til dig