Svindel på internettet er en voksende udfordring.
I dag kan noget så simpelt som et enkelt klik åbne døren for hackere, som sidder klar til at udnytte vores oplysninger.
Identitetstyveri og økonomiske tab kan ramme enhver, og ofte efterlades ofrene chokerede, når de indser, at de er blevet mål for noget, de aldrig troede ville ramme dem.
For nylig er 1,8 milliarder Gmail-brugere blevet advaret af FBI om en ny trussel, hvor cyberkriminelle bruger kunstig intelligens (AI) til at skabe overbevisende telefonopkald og e-mails.
Det skriver mediet Malwarebytes.
Sådan foregår det
Svindelmetoden foregår ved, at uskyldige personer bliver ringet op af en AI-genereret stemme, der informerer dem om, at de vil modtage en mail med et link.
Når brugeren klikker på linket, bliver de sendt til en hjemmeside, der ligner Google, men som faktisk er en falsk side, der er designet til at stjæle følsomme oplysninger.
At klikke på disse links giver svindlerne mulighed for at få adgang til din konto, stjæle din identitet eller tømme din bankkonto.
Lav regelmæssige sikkerhedstjek
Ifølge Spencer Starkey fra SonicWall udvikler cyberkriminelle hele tiden nye metoder for at udnytte sikkerhedshuller og omgå beskyttelsesforanstaltninger.
Virksomheder og enkeltpersoner skal være i stand til hurtigt at reagere på disse trusler og sikre deres data med en proaktiv tilgang til cybersikkerhed.
Det inkluderer blandt andet at gennemføre regelmæssige sikkerhedsvurderinger og have en god beredskabsplan.
Eksperter advarer også om, at de værktøjer, som cyberkriminelle bruger, er relativt billige. Forskning viser, at avancerede mail-angreb kan koste så lidt som 5 dollars (omkring 35 kroner, red.).
For at beskytte dig selv mod sådanne fupnumre anbefales det at undgå at klikke på links eller downloade filer, som du modtager gennem uventede beskeder.
Derudover er det en god idé at have multifaktorgodkendelse på samtlige af dine konti.