At låne et abonnement til en streamingtjeneste er da dejligt, da man slipper for at betale og kan alligevel nyde film, serier mm.
Mens du ikke tænker, at verden går under, fordi du udnytter den ufine 'finte', så gør det rigtig ondt på streaminggiganterne.
Viaplay kan skrive under på, at det er dyrt at købe rettigheder til sport og andre populære ting, og hver gang en person, som ikke betaler en krone, får adgang til en bekendts abonnement, mister virksomheden indtjening.
Ifølge Viaplays egen vurdering er det faktisk omkring en tredjedel af deres betalende abonnenter, der udlåner deres login til andre.
Men det skal være slut, og nu tager Viaplay skrappe midler i brug, skriver mediet Pensionist.
Bygges op omkring fjernsynet
På Viaplays hjemmeside under "Opdaterede aftalevilkår" kan man således læse:
"Vi har præciseret, at du kun må dele din Viaplay-konto med andre medlemmer af din husstand. Det vil sige de personer, der er forbundet til den samme internetforbindelse på den lokation, hvor du typisk bruger din Viaplay-konto."
Mere konkret betyder det, at den tekniske del af abonnementet fremover bliver bygget op omkring TV-skærmen i husstanden.
"En Viaplay-husstand er en gruppe enheder, der er forbundet til internetforbindelsen på det sted, hvor du normalt ser Viaplay. En husstand kan oprettes ved hjælp af et TV. Alle andre enheder, der bruger din Viaplay-konto via den samme internetforbindelse som TV’et, vil automatisk blive inkluderet i din husstand," oplyser selskabet videre.
31 dage uden for husstanden
Det oplyses videre, at hvis man vil bruge Viaplay på en mobil enhed, så skal denne være tilsluttet husstandens netværk minimum en gang hver 31. dag. Det afgøres af IP-adressen.
Har man ikke har en "storskærmsenhed" opsat som hovedenhed på sin Viaplay-konto, vil man ikke kunne bruge Viaplay på TV'et.
Tager man i sommerhus vil man derfor midlertidigt skulle rykke sin Viaplay-husstand via appen på TV'et i sommerhuset.
Ændringen betyder desuden også, at man for eksempel ikke fremover kan dele sit abonnement med et familiemedlem, der ikke er en del af husstanden.