Alt for mange danskere glemmer at blinke i denne situation: Koster 1.000 kroner i bøde

Trafikken
Foto: Google Street View
Det kan være dyrt at glemme at blinke i denne situation.

Lige nu læser andre også

Der hersker ikke nogen tvivl om, at vi skal blinke, inden vi skifter vognbane, og inden vi drejer, men hvordan er det lige, inden man kører ind på motorvejen?

For reglen siger jo også, at man IKKE skal blinke, hvis det er en vejsammenfletning; og er det ikke netop en sammenfletning, der er tale om, når tilkørselsrampen stopper, og man pludselig befinder sig i motorvejens inderbane?

Når du kører ude i trafikken, vil du uden tvivl både opleve, at folk blinker og lader være, inden de forlader tilkørselsrampen for at slutte sig til trafikken på motorvejen, så lad os få det slået fast en gang for alle:

Skal man blinke eller ej?

Hvad siger Færdselsloven?

For at få styr på reglerne, er vi nødt til at læse noget tungt jurasprog.

§32, Stk. 2 i Færdselsloven siger nemlig:

"Kørende skal give tegn før igangsætning fra kanten af vejen og før vending og svingning. Kørende skal endvidere give tegn før vognbaneskift eller anden ikke ubetydelig ændring af køretøjets placering til siden på motorvej. Ved vognbaneskift eller anden ikke ubetydelig ændring af køretøjets placering til siden på anden vej end motorvej skal kørende give tegn, når det er påkrævet til vejledning for den øvrige færdsel. Tegnet skal gives ved hjælp af blinklys, hvor anbringelse heraf på køretøjet er påbudt eller tilladt, og i øvrigt ved, at en arm rækkes vandret ud til siden."

Nuvel, så har vi fået slået fast, at der skal blinkes ved 'ikke ubetydelig ændring af køretøjets placering', men for lige at være helt sikre, kigger vi i kommentarer til paragraffen.

Der er nemlig et uddybende punkt omkring netop til- og frakørsler på motorvejen:

"Henset til bestemmelsens formål - nemlig at advare bagfra kommende trafikanter - taler meget for, at bestemmelsen om obligatorisk anvendelse af blink ved vognbaneskift på motorvej også omfatter til- og frakørselsveje på motorvej, således at der skal gives tegn ved til- og frakørsel på motorvej."

Så der har vi svaret: Ja. Der skal som udgangspunkt blinkes, inden man forlader tilkørselsrampen og kører på motorvejen, da man kan argumentere for, at det "ikke er en ubetydelig ændring af køretøjets placering."

Koster 1.000 kroner i bøde

Hvis du ikke lige har fået det ind under huden, at du skal blinke, lige inden du kører på motorvejen, risikerer du imidlertid at lære det på den hårde - og dyre - måde.

I Færdselsloven står der nemlig videre under §32, Stk. 2, at manglende tegngivning straffes med en bøde på 1000 kroner.

Du får dog ikke et klip i kortet.

Anbefalet til dig