Den 17. september 2023 sker det: Her afholdes bilfri søndag

Trafikken
Foto: Google Street View
Foto: Google Street View
Sidste år blev det afholdt for første gang nogensinde i kommunen, og nu gentager de succesen.

Lige nu læser andre også

Bilfri søndag er før noget, der har været udbredt i Danmark, og nu afholdes det snart igen.

Det skriver Gladsaxe Kommune.

Gladsaxe Kommune opfordrer alle borgere til at lade bilen stå søndag den 17. september 2023, hvor der er Bilfri Søndag i Gladsaxe.

Målet med Bilfri Søndag er at sætte fokus på grønne alternativer til at tage bilen. Alternativer kan være cykel, løbehjul eller offentlig transport. Derudover kan hele familien på søndag deltage i forskellige aktiviteter med fokus på cyklisme på Gladsaxe Rådhusplads.

- Sidste år holdt vi for første gang Bilfri Søndag i Gladsaxe Kommune, og jeg var meget glad for at se alle de borgere, der lod bilen stå og deltog i arrangementet på rådhuspladsen. I år gentager vi succesen, og jeg håber, at endnu flere gladsaxeborgere vil bakke op om initiativet, der sætter fokus på den vigtige klimadagsorden, siger Trine Henriksen, formand for Det Grønne Råd.

Tom Vang Knudsen, der er formand for Klima- og Miljøudvalget i Gladsaxe Kommune, fortsætter:

- Det sidste årti er antallet af biler på vores veje kun vokset. Det har konsekvenser for os i Gladsaxe, for biltrafikken larmer, forurener og giver trængsel på vores veje. Jeg glæder mig til, at vi lader bilen stå på Bilfri Søndag og i fællesskab inspirerer hinanden til at finde alternative transportformer.

Tilmelding: Alle borgere, der gerne vil lade bilen stå søndag den 17. september i tidsrummet kl. 8-20, kan tilmelde sig på: www.gladsaxe.dk/bilfrisøndag

AKTIVITETER PÅ GLADSAXE RÅDHUSPLADS PÅ BILFRI SØNDAG
For at markere Bilfri Søndag bliver der afholdt et arrangement kl. 10-14 på Gladsaxe Rådhusplads, Rådhus Allé 7, 2860 Søborg. Her vil der være forskellige aktiviteter for store og små med fokus på cyklisme.

Du kan opleve følgende aktiviteter:

  • Cykellege for de små: Cyklistforbundets Cykellegekorps kommer og laver sjove cykellege for de små.

  • Smoothie-cyklen: Kan man blende en smoothie ved hjælp af pedalkraft? Svaret er ja! Kom selv og cykel dig til din egen smoothie. Der er sørget for frugt og grønt, så du skal blot medbringe dine bedste cykelben.

  • Cykelbane for de store: Kom og test din balanceevner på vores cykel-pumptrack.

  • Kridttegning: Kom og vær med til at tegne store kridttegninger på rådhuspladsen. Vi sørger for kridt, så du skal blot medbringe din kreativitet.

  • Byg fremtidens transportmiddel: I Grønt IDÉcenter kan du designe og bygge dit bud på fremtidens transportmiddel ud af gamle papkasser og sjove papskruer.

  • Det store ramperæs: På Hovedbiblioteket kan du bygge en LEGO-bil ud fra egen fantasi og køre ræs på den vildeste racerbane.

  • Den nye trafik- og mobilitetsplan: Er du nysgerrig på at høre, hvad den nye trafik- og mobilitetsplan betyder for dig? Så kig forbi vores stand, hvor medarbejdere fra By- og Miljøforvaltningen står klar til at fortælle mere. 

  • Is og kaffe: Vi serverer gratis flødeis og lækker baristakaffe på rådhuspladsen, så man kan få sig en lille forfriskning i løbet af dagen.

Anbefalet til dig