Flere bilister er helt sikkert overraskede, når de hører, at svensk lov stiller helt klare krav til, hvad der skal ligge i bagagerummet.
Det lærte en 35-årig mand fra Värnamo på den hårde måde.
Han var på vej hjem og måtte pludselig trække ind til siden, da et patruljelys blinkede i bakspejlet. Under en rutinemæssig kontrol opdagede betjentene, at han manglede en advarselstrekant.
Det kostede ham en bøde på 500 SEK, hvorefter politiet ønskede ham en fortsat god weekend
Sådan skriver mediet Carup.
Sagen og dens udfald fungerer som en påmindelse til bilister om, at de altid skal huske at have en advarselstrekant med sig, når de bevæger sig ud i trafikken.
Men hvordan er reglerne i Danmark?
Reglerne i Danmark
Det er ikke påkrævet ved lov at have en advarselstrekant liggende fast i bilen i Danmark. Hvis uheldet er ude, skal en advarselstrekant alligevel i brug.
Det betyder, at hvis bilen bliver involveret i et færdselsuheld, skal man stille en advarselstrekant bag køretøjet, så andre trafikanter kan se, at der er fare på vejen.
Gør man ikke det, kan man få en bøde på 1.000 kroner ifølge FDM.
En advarselstrekant skal placeres yderst på kørebanen i samme side som det standsede køretøj. Den skal have front mod færdselsretningen, og den skal placeres 50 meter bag køretøjet. Befinder man sig på motorvej hedder afstanden 100 meter.