Et af de steder hvor der sker flest ulykker i trafikken er omkring lyssignaler.
Men måske er der også en grund til dette, da det viser sig, at halvdelen af danskerne ikke kender reglerne for det gule lys.
Det skriver Boosted.
Det er stort set umuligt at finde en, der ikke kender reglerne for det grønne og det røde lys, men det gule volder store problemer.
En undersøgelse, som er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige viser, at halvdelen af danskerne ikke ved, hvad de skal gøre, når de ser det gule lys
Reglen
Undersøgelsen påpeger, at det kun er 54 procent af de danske bilister, der ved, at man kun må køre over for gult, såfremt det er farligt at bremse.
De resterende 46 procent tror, at man slet ikke må køre over for gult, eller at man blot skal nå ud i krydset, mens der stadig er gult for at må køre lovligt over.
Danskernes mangel på viden omkring det gule lys overrasker Henrik Sagild, der er direktør for skade i Gjensidige, der også udtaler, at netop lyskryds danner ramme for mange uheld hvert år:
“Det er et alt for stort antal bilister, der ikke er klar over så centrale regler, som hvornår man må køre ud i et kryds, og hvornår man skal holde tilbage; især set i lyset af, hvor mange uheld, der årligt sker i lyskryds med både materiel- og personskade til følge.”
Det fremgår også af undersøgelsen at omtrent 40 procent af de, der deltog, har oplevet en farlig situation, da de selv eller en anden bilist har kørt over for det gule lys.