Danskerne er uopmærksomme i trafikken, fordi de overvurderer egne evner bag rattet. Det viser en ældre undersøgelse, som Codan har fået gennemført af Epinion.
81 procent af de danske bilister mener, at de vil kunne bestå en køreprøve uden forberedelse. Det til trods kan kun ganske få svare rigtigt på fem udvalgte spørgsmål om trafikregler. Det viser en ny undersøgelse gennemført blandt 1.250 danskere med kørekort, står det skrevet i Codan Forsikrings pressemeddelelse.
Antallet af trafikulykker i Danmark er stagneret i løbet af de sidste mange år, og Codans egen skadesstatistik afslører faktisk en svag stigning i antallet af kollisioner med motorkøretøjer. Undersøgelser viser, at de fleste ulykker sker, fordi bilisterne ikke er opmærksomme nok i trafikken. Privatkundedirektør Camilla Amstrup fra Codan forklarer:
”Når det ikke er lykkedes at knække kurven i forhold til antallet af trafikulykker på trods af sikrere veje og klogere biler, så skyldes det, at mange danske bilister tager for let på det, når de kører bil. Enten er de uopmærksomme, eller også overvurderer de deres egne evner og kører for stærkt eller for tæt. Og så ser vi, at mange fejlvurderer situationer i trafikken, fordi de glemmer pensummet fra køreprøven og for eksempel fletter forkert eller fejllæser et skilt.”
Ud over evnerne til at bestå en køreprøve viser Codans undersøgelse desuden, at kun fem procent af danskere med kørekort generelt vurderer deres egne køreevner til at være dårligere end gennemsnittet.
Hver femte dansker kender ikke reglen
Hvad gør man, når man kører frem mod et kryds, hvor der ikke er hajtænder eller et skilt med ubetinget vigepligt?
Det kan 18 procent af danskerne ikke svare på, hvilket svarer til omtrent én ud af fem.
Foto: YouTube / OBS: Genrefoto
På billedet herover ses et kryds uden nogen skilte, hvilket betyder, at reglen for højre vigepligt træder i kraft, og den lyder på, at man skal holde tilbage for andre, hvis de kommer fra højre.