Kæmpe trafikkaos i Vejle på grund af regnvejr: E45 står helt stille

Af: Kasper Rud

|

26/09/2024

Trafikken
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Eftermiddagstrafikken er et stort kaos på grund af regnen.

Lige nu læser andre også

Torsdag har efterårsvejret for alvor taget fat i Danmark, hvor store dele af landet har været præget af kraftig regn hele dagen.

Det har muligvis påvirket humøret hos mange, og det har helt sikkert påvirket trafikken. Torsdag har det danske vejnet nemlig været ramt af usædvanligt mange trafikuheld, og mange af dem skyldes det våde vejr.

Tidlig torsdag morgen indtraf den første ulykke ifølge TV2 på Helsingørmotorvejen, og derefter gik det kun én vej.

Bilisterne på Motorring 3 på Sjælland måtte således væbne sig med tålmodighed, da et voldsomt uheld ved Lyngby skabte op mod én times kø i morges, og i formiddags advarede Vejdirektoratet de sjællandske bilister om store vandmængder på motorvejene.

I løbet af eftermiddagen indtraf yderligere tre uheld på diverse motorveje på Sjælland og Fyn, og Fyns Politi advarede kort efter bilister om at køre forsigtigt og efter forholdene, og nu er det så tilsyneladende blevet Jyllands tur til at sidde i kø.

For kort tid siden indtraf ikke bare ét, men hele to uheld nemlig på E45-motorvejen ved Vejle, og det har sat en prop i eftermiddagstrafikken.

Sådan lyder det fra P4 Trafik.

Uheldene er sket i nordgående retning mellem henholdsvis 61b, Vejle S og 61a, Vejle C og ved 60, Vejle N.

Begge uheld er i nordgående retning, og da det ene har spærret det venstre spor, og det andet har spærret det højre spor, er der decideret kaos på den drivvåde motorvej, hvor der i skrivende stund er massiv kø.

Anbefalet til dig