Motorvejshastighed sænkes grundet vejarbejde: Sådan undgår du det

Trafikken
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Et større vejarbejde resulterer i sænket hastighed på motorvejsstrækning, melder Vejdirektoratet ud.

Lige nu læser andre også

I den første halvdel af oktober vil trafikanter, der kører ad Helsingørmotorvejen i døgnets mørke timer opleve, at det tager lidt længere tid end normalt at passere Nærum og Lundtofte.

Vejdirektoratet skal fjerne lysmasterne på motorvejen, da de ikke længere er i drift, og det arbejde vil genere trafikken.

Vejbelysningen blev slukket på strækningen i 2019 som del af et forsøg på at nedsætte energiforbruget og modvirke lysforureningen af nattehimlen langs udvalgte motorveje i Storkøbenhavn. Evalueringen af forsøget viser, at den manglende belysning ikke har konsekvenser for trafiksikkerheden. Derfor fjerner Vejdirektoratet nu lysmasterne.

Sådan foregår arbejdet

Vejarbejdet finder sted på en fire kilometer lang strækning mellem Nærum og Lundtofte. Entreprenøren begynder arbejdet i den nordlige ende af strækningen ved Nærum og bevæger sig ned mod Lundtofte.

Arbejdet begynder søndag aften den 1. oktober og vil være afsluttet i midten af oktober. Arbejdet foregår om natten i tidsrummet mellem kl. 22:00 og 06:00. Dog vil der ikke være vejarbejde på fredage og lørdage i aften- og nattetimerne.

Arbejdet indebærer nedknusning af de betonfundamenter, som lysmasterne står på, hvilket vil medføre støjgener for beboerne tæt på motorvejen. Vejdirektoratet har derfor informeret de nærmeste naboer om vejarbejdet.

Information til trafikanterne

Trafikanterne kan opleve forlænget rejsetid i aften- og nattetimerne, da der kun vil være et spor farbart i hver retning på strækningen. Hastighedsbegrænsningen bliver sat ned til 80 km/t.

Der vil ikke være trafikale gener i dagtimerne.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne. 

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Anbefalet til dig