Fra torsdag den 2. januar bliver der arbejdet på Helsingørmotorvejen ved Brådebæk syd for Hørsholm i aften- og nattetimerne.
Vejdirektoratets entreprenør skal i første omgang arbejde i motorvejens midterrabat.
Blandt andet skal afvandingen udbedres og midterrabatten skal asfalteres, så trafikken kan flyttes mod midten og man dermed får skabt et arbejdsareal til etablering af en støjskærm.
Sådan skriver Vejdirektoratet selv i en pressemeddelelse.
Når vejarbejdet i midterrabatten er udført, kan arbejdet med etablering af selve støjskærmen gå i gang.
Vejarbejdet vil pågå i perioden fra den 2. januar frem til november 2025. I forbindelse med de forberedende arbejder vil det hurtige spor være smallere på hverdage i dagtimerne i nordgående retning.
Derfor sættes hastigheden ned til 80 km/t.
De forberedende arbejder forventes afsluttet i midten af marts, hvorefter der bliver to smalle spor og en hastighedsgrænse på 80 km/t i perioden mens støjskærmen monteres.
I hverdage i aften- og nattetimerne samt i weekender og på helligdage kan det forekomme, at et spor spærres, så der kun er et spor i hver retning.
I disse perioder sættes hastigheden ned til 50 km/t.
Isterød Rasteplads i nordgående retning lukker fra den 2. januar og indtil støjskærmen er færdigetableret i november 2025.
Støjskærmen bliver cirka 1500 meter lang og 7-8 meter høj støjskærm, og skal afhjælpe støjgenerne for borgerne i Brådebæk.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet kan medføre for trafikanterne.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.