Det er ikke unormalt, at der fra tid til anden træder nye regler i kraft i trafikken, og inden længe kan det ske igen.
Sagen er den, at der er blevet fremsat et forslag, som kan få betydning for bilister i alle EU-lande.
Helt konkret foreslår Tyskland, at en bilist, der mister sit kørekort i ét EU-land, også skal have kørselsforbud i alle andre medlemslande.
Forslaget betyder, at alvorlige trafikforseelser som spirituskørsel, narkokørsel, høje hastighedsoverskridelser og ulykker med dødelig udgang vil medføre et kørselsforbud i hele EU.
Dog er det værd at nævne, at det kun er frakendelser på mere end tre måneder, der vil være omfattet af reglerne.
Sådan skriver Boosted ifølge Bild.
Inden forslaget kan træde i kraft, skal det dog forhandles i Europa-Parlamentet. Et flertal af EU’s transportministre bakker allerede op om initiativet.
Sådan kommer det til at fungere
Det nye forslag betyder, at bilister ikke længere kan ansøge om et nyt kørekort i det land, hvor de har begået en trafikforseelse.
I stedet skal bilistens hjemland eller det land, der oprindeligt har udstedt kørekortet, vurdere, om personen fortsat er egnet til at have kørekort.
Hvis lovgivningen i hjemlandet ikke giver mulighed for at inddrage kørekortet for den pågældende forseelse, kan der i stedet udstedes et midlertidigt kørselsforbud, som altså skal gælde i hele EU.
Flere tiltag under opsejling
Sideløbende med det tyske forslag tester flere europæiske lande nye teknologier til at øge trafiksikkerheden.
Sverige kigger for eksempel på 'geofencing', der kan forhindre bilister i at køre for hurtigt i bestemte områder. Derudover er den intelligente fartbegrænser, ISA, nu obligatorisk i alle nye biler i EU.
Med nye tiltag og skærpede regler står det klart, at EU arbejder for at få sikrere veje og mere konsekvente straffe for dem, der overtræder reglerne.