Solen skinner, og mange danskere har med længsel set frem mod sommerferien.
Med skolernes sommerferie netop begyndt og udskiftning i sommerhusene, krydser mange danskere derfor landet i alle retninger.
Det skriver Ekstra Bladet.
"Skolernes sommerferie er startet i går, og der er skiftedag på sommerhusene. Mange kører derfor på kryds og tværs af landet," siger vagthavende ved vejdirektoratet Peter Bruun-Mogensen.
Vejdirektoratet råder alle til at væbne sig med tålmodighed og og at holde øje med vejdirektoratets hjemmeside, hvis man påtænker at køre ud på de danske motorveje lørdag.
Udover sommerferiens start, så trækker EM i fodbold i Tyskland også mange danskere sydpå.
Det tyske politi har indført grænsekontrol, hvilket betyder, at ventetiden på Den Sønderjyske Motorvej i sydgående retning allerede om formiddagen kan overstige en time.
Peter Bruun-Mogensen anbefaler, at rejsende vælger deres afgangstidspunkt med omhu.
"Det er i dag mellem 11 og 14 at vi forventer den største trængsel på vejene, så hvis man har mulighed for at køre efter klokken 14, så er det smart," råder han.