Triangle Razorbacks har et vildsvin som maskot med macho-navnet Preben. Nu har du chancen for at komme ind i Preben. Ja, du kan faktisk blive til Preben. På Facebook søger Razorbacks nemlig efter en egnet person, som kan bære vildsvinekostumet i den kommende sæson.
Glem alt om de trivielle managementfloskler, man oftest ser i stillingsopslag. Til gengæld fremgår det, at kandidaterne skal kunne optræde som et overbevisende vildsvin. Du skal tilmed i dyrekostumet kunne danse og underholde sammen med en flok superenergiske cheerleadere. Og i forbindelse med hjemmekampene skal du udvise stor tålmodighed, når fans vil have taget selfies med dig.
Der nævnes ikke i stillingsopslaget, om man foretrækker erfarne kandidater, der tidligere har arbejdet som dyremaskotter, eller om det nok at have drømmen om at være et vildsvin i weekenderne. Til gengæld er både mænd og kvinder velkomne til at søge.
Indbygget aircondition i dragten
Vejle24.dk har kontaktet arbejdsgiveren, Triangle Razorbacks ved Kostas Panayotis, for at høre nærmere om arbejdsforhold med mere.
Kostas Panayotis fortæller, at der er tale om gode arbejdsforhold, idet Preben er udstyret med blæsere indvendigt, så der er reelt tale om et airconditioneret arbejdsmiljø. Det kneb ganske vist lidt at holde temperaturen nede inde i Preben sidste år under hedebølgen.
Generelt er Preben en populær figur, hvilket vel godt kan smitte af på personen inden i. Så vil man gerne være populær og have mange menneskers opmærksomhed, så er her chancen.
Risikerer at få mavepustere
Jobbet som Preben handler om at underholde – at bidrage til den gode stemning, når Triangle Razorbacks spiller. Det er afgjort en fordel, hvis man kan lide børn – og hvis man kan kommunikere med børn ved hjælp af fagter. Preben er nemlig stum og siger ikke noget. Det åbner til gengæld op for, at jobsøgere med stærk dialekt eller accent kan søge. Der er ingen krav om gode danskkundskaber.
Apropos børn tilføjer Kostas Panayotis, at man som person inde i Preben godt kan risikere at få nogle mindre knubs. Mange børn tror umiddelbart, at Preben er en udstoppet bamse, som man bare uden videre kan give en mavepuster. Det kan godt gøre ondt.
Udfyld Preben på din måde
Preben sammen med Razorbacks' cheerleadere. Foto: SBC Photo
Som ny person i Preben kan man i nogen grad være med til forme figuren. Måske har du nogle gode idéer. Det er dog et ønske fra Triangle Razorbacks side, at Preben fremover i højere grad bliver en del af den underholdning, som cheerleaderne står for. Det kræver naturligvis, at Preben skal være med til den ugentlige træning med cheerleaderne for at lære dansene. Det er derfor et krav, at den nye person inde i Preben skal have en god kondition.
Kostas Panayotis påpeger, at ved denne ulønnede stilling skal man ikke nødvendigvis kunne have mange bolde luften samtidig, man skal blot kun klare at have cheerleadere i luften. Kan du det, skulle du måske skrive en kort ansøgning til kp@razorbacks.dk. Ansøgningsfristen er den 20. januar.