Sølvmedaljerne var den foreløbige kulmination på en indsats på ungdomsområdet, som blev søsat i den amerikanske fodboldklub fra Nørreskoven for et par år siden. Dengang var der kun en lille håndfuld spillere i hver af de ældste ungdomsårgange, så spillerne kunne ikke spille officielle kampe.
”Vi besluttede at gøre noget aktivt, og lavede tomorrows champions-programmet, hvor vi inviterede 15-19 årige drenge til at træne crossfit og football for 1 krone i vinterpausen. Det var en stor succes,” siger sponsor- og kommunikationsansvarlig i klubben, Kostas Panayotis.
Blandt de spillere som i søndags var med til at sikre sig sølv var Mehran Anwari. Han er 15 år, og har været en del af klubben fra før, der blev sat ekstra skub på ungdomsarbejdet. ”Jeg startede for fem år siden. Det var okay, men det er blevet meget mere udpræget siden da,” forklarer han.
Startede med et nederlag
Vejen til sølvmedaljen startede faktisk med et nederlag. ”Vi tabte den kamp på grund af dommerne. Jeg ved godt det lyder dumt, men de løb med fløjten i munden, hvad de ikke skal, så de stoppede spillet lige så snart, de blev forpustede. Men det var en god kamp, fordi de nye spillere fik indtryk af, hvordan det er at spille en hel kamp,” fortæller Mehran Anwari.
Efter det indledende nederlag indledte de unge Razorbacks en sejrsstime. Fire kampe i streg blev vundet. Tre af dem blev afbrudt før tid, fordi Razorbacks allerede førte med 50 point.
”Det gav os et indblik i vores egen styrke. Okay, så stærke er vi sgu,” siger Mehran Anwari.
Sejrsrækken gjorde at U16-drengene kunne sikre sig mesterskabet, hvis de blot kunne slå Midwest Musketeers i den afsluttede finalekamp. Netop Musketeers, var et af de hold, som Razorbacks havde tævet med mere end 50 point tidligere på sæsonen.
Drømmer om NFL
Mehran Anwari har netop afsluttet 9. klasse. Efter sommerferien starter han på Rødkilde Gymnasium. Football? Det fortsætter han naturligvis med. Karriereplanen er allerede klar.
”Jeg har rigtig høje drømme. Jeg drømmer om at komme til NFL. Planen er at når jeg fylder 19 år, skal jeg spille danmarksserie et år, for at fange den måde, de ældre spiller på. Efter det vil jeg spille i Nationalligaen, og så vil jeg gerne rundt omkring og spille lidt i Europa. Hvis jeg har muligheden, vil jeg så gå efter NFL. Hvis ikke, vil jeg gerne spille i den tyske eller canadiske liga,” forklarer han.
Mehran Anwari er stolt af U16-holdets præstation, og tilskriver en stor del af æren til trænerteamet: "Det er helt utroligt hvor meget Malene Mølgaard, Robert Luscombe og Emil Blenker har gjort for os. De har virkelig dedikeret sig og gjort en stor indsats."
I modsætning til sine holdkammerater, var det faktisk ikke Mehran Anwaris første medalje. Den unge defence-spiller har nemlig i flere år været vanddreng for Razorbacks førstehold i Nationalligaen. I sit skab derhjemme har han derfor to guldmedaljer fra 2015 og 2016.
”Det startede som en lille tjans, men udvidede sig, fordi spillerne blev glade for det, og gerne vil have mig til at fortsætte. Så tænkte jeg, hvorfor ikke? Jeg ville alligevel gerne se kampene,” forklarer Mehran Anwari, der også har knyttet bånd med flere af de ældre spillere på Razorbacks førstehold. Blandt andet en af de amerikanske spillere, som blev assistenttræner for U16-drengene: ”Det var fantastisk. Det havde en stor indflydelse, og gav et indblik i, hvordan træningen foregår i USA.”
Kastede op under kampen
Tilbage til finalen i søndags mod Midwest Musketeers, som Razorbacks tidligere havde tværet ud af banen. Desværre endte finalen med et nederlag på 12-58.
”Finalen lå i starten af sommerferien, og vi havde rigtig mange spillere, som ikke kunne komme til kampen. Vi kunne kun lige stille hold. Det er stensikkert, at hvis vi havde kunne stille hold, var det blevet en mere lige kamp. Musketeers er et rigtig stærkt hold, men de er også virkelig gode til at bruge beskidte kneb,” siger Mehran Anwari og forklarer blandt andet, at Razorbacks forgæves havde forsøgt at få flyttet kampen, så de kunne stille fuldtalligt, men at Musketeers ikke ønskede dette.
Selv var Mehran Anwari syg, da finalen blev spillet. Ramt af influenza, kastede han flere gange op i løbet af kampen. ”Men jeg gav mig for holdet, for det var jo vores drøm at spille finalen,” siger den seje ungdomsspiller.
Langt flere spillere
I dag blomster ungdomsholdene hos Triangle Razorbacks. I forhold til for et par år siden, er der også kommet et hold for seje spillere under ti år, og hvor der for år tilbage kun var knap 15 spillere på de yngste ungdomshold, er der i dag samlet set 60 spillere på U10-, U12- og U14-holdet. Og der kommer flere nye til træning hver dag, siger Kostas Panayotis.
Tilgangen af spillere skyldes blandt andet, at Razorbacks har sørget for stærke trænerteams til alle hold. I dag har alle holdene som minimum en Head Coach, en assistent-træner og en overordnet ansvarlig. De fleste af trænerne spiller selv på enten Razorbacks første- eller andethold.
”Tilgangen skyldes i høj grad, at det er sjovt at spille med gode trænere,” siger Kostas Panayotis, som også forklarer om en positiv dominoeffekt: ”Når mange af de unge starter til sporten, tager de en ven med fra klassen – og så vil naboen også gerne prøve.”
Revanche til efteråret
Til næste år er det tid for Mehran Anwari at prøve kræfter med den ældste ungdomsrække i Danmark: U19. Inden da er der dog en chance for revanche i efteråret sammen med de andre U16-spillere. Der er nemlig jysk/fynske mesterskaber hvert halve år.
Mehran Anwari er overbevist om at de unge Razorbacks kommer til at kæmpe med om guldet: ”Mark my words! Vi kommer til at løbe ti gange hurtigere, og ramme ti gange hårdere til efteråret!”
Har du fået lyst til at blive en del af Razorbacks, og måske spille på hold med Mehran Anwari og de andre seje spillere på U16-holdet, kan du læse mere her.