Nu tager sagen en voldsom drejning
Modegiganten Mango gjorde Isak Andic til en af Europas mest succesfulde erhvervsmænd og en fast del af den internationale modebranche gennem årtier.
Den spansk tyrkiske milliardær grundlagde kæden i 1984 efter at være flyttet fra Istanbul til Catalonien som ung.
Det, der begyndte med salg af tøj på markeder og til skolekammerater, udviklede sig siden til et globalt modeimperium med butikker over hele verden.
Med en formue på omkring 30 milliarder kroner blev Isak Andic samtidig en af Spaniens rigeste mænd og et markant navn i europæisk erhvervsliv.
Nu er familien bag modeeventyret havnet i centrum af en opsigtsvækkende sag.
Halvandet år efter Isak Andics dramatiske dødsfald er hans egen søn blevet anholdt af spansk politi.
Sagen, der i første omgang blev betragtet som en tragisk ulykke, efterforskes nu som muligt drab.
Jonathan Andic blev tirsdag ført i håndjern til retten i den catalanske by Martorell nær Barcelona, eskorteret af et stort antal betjente. Kort efter blev han løsladt mod en kaution på én million euro.
Retten har samtidig besluttet, at han skal aflevere sit pas og blive i Spanien, mens efterforskningen fortsætter.
Det skriver The Guardian.
Faldt 100 meter ned
Det var i december 2024, at Mango-grundlæggeren Isak Andic mistede livet under en vandretur ved Montserrat uden for Barcelona.
Den 71 årige milliardær styrtede mere end 100 meter ned i en kløft.
Sønnen Jonathan Andic var med på turen den dag. Ifølge hans egen forklaring befandt han sig længere fremme på stien, da ulykken skete.
I første omgang konkluderede politiet, at der var tale om et tragisk fald. Men efterforskningen tog senere en overraskende drejning.
Ifølge spanske medier fandt efterforskerne ikke ét afgørende bevis, men flere spor, som samlet fik dem til at bevæge sig væk fra teorien om en ren ulykke.
Allerede sidste år begyndte meldingerne at komme frem om, at Jonathan Andic ikke længere blot blev betragtet som vidne, men som mulig mistænkt.
Andic-familien har nu bekræftet, at Jonathan Andic afhøres i forbindelse med farens død. Familien fastholder samtidig sin støtte til ham.
De er også overbeviste om, at denne proces vil blive afsluttet hurtigst muligt, og at Jonathan Andics uskyld vil blive bevist.