Rohitash Kumar, en 25-årig mand fra den indiske delstat Rajasthan, havde i længere tid lidt af tale- og høretab. Hans tilstand forværredes, og han blev derfor indlagt på et hospital i Jhunjhunu, Rajasthan, i alvorlig tilstand.
Ifølge indiske medier fik han et epileptisk anfald på hospitalet og blev efterladt, da man troede, han var død. En læge erklærede ham derefter officielt død, men det skulle dog vise sig, at det ikke var tilfældet.
En af de ansvarlige overlæger på hospitalet, Dr. Singh, forklarede til nyhedsbureauet AFP, at der på dette tidspunkt blev begået en alvorlig fejl. Den pågældende læge begyndte straks at udfylde en rapport uden at gennemføre en obduktion på Rohitash Kumar.
Dette blev anset for unødvendigt, og kroppen blev straks sendt til krematoriet. Og netop denne fejl kunne have ført fatale konsekvenser med sig, da det viste sig, at den 25-årige mand ikke var afgået ved døden, som lægen ellers var overbevist om.
"Umiddelbart før den planlagte kremering begyndte kroppen pludselig at bevæge sig. Det viste sig, at manden stadig var i live og trak vejret," fortalte Dr. Singh til AFP.
Kumar blev derefter hastigt transporteret tilbage til hospitalet, men han døde fredag - denne gang reelt. Det skriver mediet The Times of India. Hvad der endte med at koste ham livet i sidste ende, er der dog ikke blevet meldt noget ud om.
Flere ansatte på hospitalet, herunder lægen, der undlod at udføre obduktionen, er blevet suspenderet i afventning af resultatet af en undersøgelse. Først når denne undersøgelse er blevet udført til bunds, vil der blive truffet en beslutning om, hvorvidt det er noget, der skal have yderligere konsekvenser.