Nyheder24.dk
Forside Udland 3-årige Noah er sporløst forsvundet efter tur på legeplads: “Vi...

3-årige Noah er sporløst forsvundet efter tur på legeplads: “Vi er meget bekymrede”

3-årige Noah er sporløst forsvundet efter tur på legeplads: “Vi er meget bekymrede”
Foto: Suffolk Police

Drengen har været væk siden tirsdag

En forsvundet lille dreng har sat et helt lokalsamfund i alarmberedskab i det østlige England.

Politi, redningsmandskab og frivillige leder fortsat efter treårige Noah, og bekymringen vokser i takt med, at timerne går.

Beboere i området er blevet bedt om at gennemsøge haver, skure og udhuse, mens politi og redningstjenester samtidig har gennemgået området fra både jorden og luften.

Eftersøgningen fortsatte natten til onsdag, efter at Noah sidst blev set tirsdag eftermiddag.

Forsvandt fra legeplads

Noah blev sidst set omkring klokken 15 lokal tid på en legeplads i Merriam Close i Brantham i Suffolk.

Han var på stedet sammen med en slægtning, men blev ifølge Suffolk Police adskilt fra personen, da de forlod legepladsen.

Politiet mener, at han muligvis løb ned ad en gyde ved siden af legepladsen og videre i retning af et nybygget boligområde.

Siden har ingen set ham.

“Vi er meget bekymrede for Noah og er nødt til at finde ham hurtigst muligt,” lyder det fra Suffolk Police.

Den treårige dreng har krøllet, rødt hår og var iført en hvid Bluey-T-shirt, shorts og sorte Vans-sko med en hvid stribe, da han forsvandt.

Massiv indsats sat i gang

Sagen bliver behandlet med stor alvor, fordi Noah ifølge politiet har flere sårbarheder.

Han beskrives som ikke-verbal og har delvist høretab. Han er desuden under udredning for autisme.

Det betyder ifølge politiet, at han ikke nødvendigvis vil reagere, hvis nogen kalder hans navn.

Specialuddannede betjente, hundepatruljer, helikoptere, kystvagten og brandvæsnet er alle involveret i eftersøgningen.

Samtidig har politiet banket på døre i området og bedt lokale om at gennemgå optagelser fra overvågningskameraer og dashcams.

“Enhver, der mener at have set Noah, bedes kontakte os straks,” siger politiinspektør Pete Partridge.

Indtil videre er der ikke meldt om noget gennembrud i eftersøgningen.

Ads by MGDK