42-årige Paul blev ramt af svimmelhed: Nu har hun kun få år tilbage at leve i

Den 42-årige brandmand Paul Whitaker fik en forfærdelig diagnose efter at have oplevet svimmelhed og let hovedpine. I begyndelsen troede lægerne, at han led af et hjerteproblem, da han i 2023 først rapporterede, at han følte sig svag.

Men i april 2024 blev Paul diagnosticeret med et astrocytom – en hurtigtvoksende og tilbagevendende hjernetumor. Han gennemgik en kraniotomi, hvor han var vågen under operationen, hvilket blev efterfulgt af syv ugers strålebehandling og et års kemoterapi i pilleform.

Nu samler den erfarne brandmand ind til en banebrydende behandling, der kan give ham mere tid sammen med sin kone og deres sønner. Samtidig kæmper han for at skabe opmærksomhed omkring hjernetumorer, da han ikke oplevede de ‘typiske’ symptomer, man normalt forbinder med sygdommen.

“Da jeg hørte ordene: ‘Du har en hjernetumor’, faldt alt fra hinanden. Prognosen er ødelæggende, med en gennemsnitlig overlevelsestid på kun få år,” sagde han.

“Vi ved godt, at det her til sidst bliver årsagen til min død, men hvis vi kan udskyde det, vil vi gerne have chancen. Det er dyrt, men hvad er livet ikke værd?”

Paul, der har arbejdet som brandmand i 17 år, begyndte at føle sig svimmel i 2023 og søgte lægehjælp i juni samme år. Lægerne mistænkte et hjerteproblem og sendte ham til flere undersøgelser på hospitalet.

Hans liv blev dog vendt på hovedet, da hans kone Hayley i april 2024 opdagede, at den venstre side af hans ansigt var begyndt at hænge. Efter et opkald til alarmcentralen blev han rådet til straks at tage på skadestuen, da der var mistanke om et forbigående iskæmisk anfald – en såkaldt ‘mini-blodprop’. 

En MR-scanning afslørede derefter en ‘stor forandring’ i hjernen. Han blev hurtigt overført til Addenbrooke’s Hospital i Cambridge, hvor han fik fjernet tumoren under en vågen kraniotomi.

“Vi vidste ikke, hvor alvorligt det var dengang. Men da den blev fjernet og testet, fandt de ud af, at det var grad tre. De fjernede 95 %, og jeg husker tydeligt, at jeg talte ned fra 30, da min tale begyndte at blive utydelig. Man kan ikke fjerne et helt astrocytom, da nogle dele vokser ind i hjernen,” sagde Paul.

Tumoren, der målte 42 millimeter, krævede syv ugers strålebehandling og tolv måneders kemoterapi. Paul og Hayley forsøgte at beskytte deres to sønner, Noah på 8 år og Ethan på 6 år, mod de svære nyheder.

“Under kemoterapien måtte vi inddrage børnene. Jeg var træt, havde kvalme og mistede appetitten. Vi forsøgte at holde livet så normalt som muligt så længe, vi kunne,” forklarede Paul.

I september afsluttede Paul sin behandling og fik den glædelige besked, at tumoren var skrumpet. Men på grund af dens aggressive natur forventes den at vende tilbage, og derfor samler han nu penge ind til en immunterapivaccine.

Behandlingen – kaldet ADCV – fremstilles på samme måde som DCVax-L – en vaccine, der har vist lovende resultater i et klinisk forsøg på King’s College Hospital. Det er en personlig vaccine, der hjælper immunsystemet med at genkende og angribe kræftceller.

I forsøget mere end fordoblede vaccinen den fem årlige overlevelsesrate for patienter med grad 4 glioblastom – fra 5,7 procent til 13 procent. Det skriver Mirror.

Paul, der har fået en prognose på tre til seks år, håber, at behandlingen kan forlænge hans liv væsentligt.

“Da studiet var baseret på grad fire, og min er grad tre, håber vi, at prognosen kan være endnu bedre. Håbet er, at behandlingen stopper væksten. Min søn Ethan elsker karate og træner for at få sit sorte bælte. Noah elsker fodbold – de fortjener ikke det her. Det gør ingen,” sagde Paul.

På få dage har Paul indsamlet 33.000 pund af sit mål på 140.000 pund, men han mangler stadig 80.000 pund for at få de tre første doser. Hver ekstra dosis koster 23.000 pund, og selve fremstillingen af vaccinen koster 120.000 pund.

“Jeg må erkende, at før diagnosen vidste jeg ingenting om hjernetumorer. Nogle mennesker får hovedpine eller anfald – de symptomer, man normalt forbinder med hjernetumorer,” sagde Paul.

“Men mine symptomer passede ikke til det billede, og jeg mener, at praktiserende læger har brug for bedre redskaber til at stille diagnosen. Måske kunne jeg have været grad ét eller to, hvis det var blevet opdaget tidligere.”