En forvirrende hændelse fandt sted for en Amazon-kunde, da han åbnede en pakke, der skulle have indeholdt en splinterny bærbar computer til en værdi af 500 £, svarende til knap 4.300 danske kroner, men i stedet fandt to pakker Weetabix.
Adam Yearsley fra Trafford i England besluttede at forkæle sig selv og bestilte en HP computer forrige uge, men blev chokeret over indholdet i den leverede pakke.
40-årige Adam, der tidligere havde haft positive erfaringer med onlinegiganten, var forbløffet over det, han fandt, da han åbnede den længeventede forsendelse.
"Jeg bruger Amazon hele tiden, jeg har aldrig haft et problem før. Jeg troede, jeg ville forkæle mig selv med en ny computer. Jeg bestilte den, betalte 500 £ for den, og et par dage senere blev den leveret," fortalte han til Manchester Evening News ifølge Mirror og tilføjede:
"Da jeg åbnede pakken, var det to pakker Weetabix (morgenmadsprodukt, red.), en 24-pack og en 12-pack."
Foto: Privat
Da Adam Yearsley frygtede, at han var offer for svindel, valgte han at rapportere hændelsen til politiet.
"Jeg har været ret fortvivlet over det, jeg ved ikke, hvordan det er sket," sagde han og fortsatte:
"Jeg var meget forvirret. Jeg troede måske, at min partner havde bestilt Weetabix'en, men jeg var nødt til at give en kode til leveringschaufføren, fordi det var en dyr pakke."
Amazon reagerede hurtigt på situationen og kontaktede kunden for at undskylde og tilbyde en fuld refusion for den fejlagtige levering. En talsperson for Amazon udtalte følgende:
"Dette er blevet løst. Vi har kontaktet kunden direkte, undskyldt og refunderet det fulde beløb."
Det viser sig, at dette ikke er første gang, en sådan forveksling er sket hos Amazon.
I november sidste år rapporterede The Northern Echo om en kvinde fra York, der i stedet for den forventede bærbare computer til 850 £ modtog en æske med Kellogg's Corn Flakes. Denne kunde fik dog også en refusion og tilbudt Amazon-kuponer som en form for kompensation.